BørneRiget står klar i 2024: Leg bliver den røde tråd

Arkitektfirma har præsenteret planerne for ny hospitalsfløj for hele familien.

Der skal være plads til hele familien på Rigshospitalets nye børnefløj. Billede: 3XN A/S.

Om syv år vil en spritny børnevenlig afdeling se dagens lys på Rigshospitalet i København.

Planerne blev i dag præsenteret med arkitektfirmaet 3XN A/S i spidsen for projektet, de kalder 'Legende Logisk'.

Barnets leg er den røde tråd, som skal være gennemgående i forbindelse med et barns behandling.

Billede: 3XN A/S.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorph Andersen (S) glæder sig over projektet.

- BørneRiget giver børn, unge og fødende en tryg og moderne oplevelse på hospitalet. Børn holder jo ikke op med at lege, fordi de bliver syge, og det kan og skal BørneRiget understøtte. På BørneRiget kan man opretholde en så almindelig hverdag som muligt, mens man får behandling og det er vigtigt, siger Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse.

Billede: 3XN A/S.

BørneRiget vil have:

176 Senge til børn og unge
43 Senge til voksne
15 Operationsstuer
14 Fødestuer
50 Opvågningspladser
18 Daghospitalspladser til børn og unge
57 Ambulatorierum til børn og unge
30 Ambulatorierum til voksne
1 Almen og nuklear diagnostisk enhed

I det nye hospital er behandling, pleje, forskning, uddannelse, teknologi og arkitektur tænkt sammen i en integreret løsning.

Der er tale om en ny hospitalsfløj til børn, unge og fødende. BørneRiget får et helt særligt kendetegn; en bygning formet som to hænder samler alle børn, unge og fødende under ét tag.

Den nye tilbygning koster 2 mia. kroner. Region Hovedstaden bidrager med 1,4 mia. kroner til projektet, mens Ole Kirks fond har doneret 0,6 mia. kroner.

- Det er helt afgørende, at børn og deres familier føler sig trygge i et behandlingsforløb, og at de kan opretholde bedst mulig livskvalitet, siger formand for Ole Kirks fond, Kjeld Kirk Kristiansen.

Byggeriet kommer til at udgøre 58.000 kvm2 fordelt over 9 etager og skal stå klar i 2024.

Fem designprincipper skal være styrende for bygningen og organisationen:

  • Integreret leg: Legen skal være en integreret del af BørneRigets design, liv og forløb.
  • Designet til hverdagen: Hverdagen er virkeligheden. Verden indenfor og verden udenfor skal gå i takt på BørneRiget.
  • Se mig, spørg mig, lad mig: Patienterne skal have følelsen af kontrol tilbage gennem de små ting.
  • Den gode rejse: Patientrejsen i BørneRiget skal starte godt, hænge sammen og fejre fremskridt.
  • Klare zoner: BørneRiget skal være en bygning, der er intuitiv at finde rundt i og fortæller dig, hvad du skal, må og kan.
  • Kilde: Rigshospitalet.