Børnetandlæger bruger hypnose

Alternativ behandling flytter i stigende grad ind i det etablerede sundhedsvæsen. I Aalborg bruger børnetandlæger hypnose, når børn har tandlægeskræk.

Tandlæge Ulf Brock tilbyde børn og unge i kommunens tandpleje hypnose. (Foto: Aalborg Kommune)

Tidligere var hypnose en teknik forbeholdt psykologer, men når nogle af børnene i Alborg i dag skal en tur forbi skoletandlægen, bruger han hypnose til at behandle børnenes tandlægeskræk.

Og her til juni skal et større forsøg med selvhypnose hjælpe hundredvis af gravide på både Skejby og Herlev Sygehus af med fødselssmerter, skriver Kristeligt Dagblad.

Bevis for at hypnose kan mindske smerter

Det er netop bevist, at hypnose rent faktisk kan lindre smerte. En ny ph.d.-afhandling af tandlæge og hypnoterapeut, Randi Abrahamsen fra Afdelingen for Klinisk Oral Fysiologi på Aarhus Universitet viser nemlig, at smerten nedsættes ved hypnose af mennesker med kroniske ansigtssmerter efter operationer. Randi Abrahamsen har fulgt en række patienter i flere år, og hun har også – via scanninger af hjernen – påvist forandringer i hjernen ved hypnose.

– Det betyder, at man vil kunne bruge hypnose som behandlingsform til at lindre kroniske smerter, siger Randi Abrahamsen, der påpeger, at der i dag er 30 hypnose-tandlæger i Danmark.

Ifølge hende er børn særligt modtagelige for hypnose, fordi de har nemmere ved at falde i trance. Og det er skoletandlæge i Aalborg Kommune Ulf Brock enig i. Han har gennem halvandet år hypnotiseret omkring 20 børn med skræk for tandlægens bor og sprøjte.

Ikke brug for bedøvelse

- Med hypnosen kan man komme helt ind og fjerne angsten. Hos nogle børn har jeg ændret deres opfattelse af smerte, så de slet ikke har brug for bedøvelse, siger Ulf Brock.

Ifølge Kaare Claudewitz formand for Psykologfagligt Selskab for Klinisk Hypnose under Dansk Psykolog Forening er det et stort problem, at hypnosen har bredt sig i sundhedsvæsnet. Han mener, at Dansk selskab for Klinisk Hypnose er gået for langt ved også at uddanne jordemødre og tandlæger.

– De er ikke universitetsuddannet til at arbejde dybdepsykologisk og sende en person i dyb trance. Det er psykologer. Problemet er, at der sagtens kan dukke ting op, som tandlægen eller jordemoderen ikke er uddannet til at arbejde med, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube