Boligmangel tvinger studerende på camping

Flere tusinde nye studerende har akut brug for et kollegieværelse, viser en rundringning fra P3 Nyheder.

Flere hjemløse studerende må bo på campingplads eller vandrehjem, men det er en stakket frist. (© colourbox)

Flere tusinde nye studerende mangler en bolig og må derfor bo på vandrehjem, campingplads, eller låne et værelse hos en ven.

Alene i København og Århus mangler over 2600 studerende tag over hovedet. Derfor står de på en venteliste for studerende med akut behov for et kollegieværelse eller en ungdomsbolig.

Det viser en rundringning, som P3 Nyheder har lavet til kollegiekontorerne.

Det har aldrig set så håbløst, fortæller afdelingsleder for et af kollegiekontorerne i København, CIU, Lasse Harder.

- Der har været rigtig hårdt pres på, og vi kan desværre ikke hjælpe særlig mange, for der er ikke boliger til dem, og nu er de startet, så derfor bliver folks frustrationer større.

Tager på camping

Når det ikke er muligt at få en kollegieplads, så søger de studerende andre alternativer.

Det mærker man på Ajstrup Strand Camping uden for Århus, hvor der netop nu bor 25 hjemløse studerende.

Èn af dem er anlægsgartner-studerende Manju Hendrichs:

-Jeg tror ikke der er særlig mange unge, som har lyst til at bo på en campingplads væk fra alting, fortæller han til P3 Nyheder.

Campingpladsen lukker om en måned, også skal han finde noget andet at bo i:

-Det bliver måske en sofa hos nogle venner et sted, fortæller Manju Hendrichs.

Hvis du er studerende og mangler et sted at bo, så skriv til os på 1212@dr.dk