Borgerlig modstand mod planlov om kyst- og landområder

Regeringen kan få svært ved at gennemføre centrale dele af en ny plan lov.

Forslaget til projektet ved Stevns Klint går ud på at etablere et besøgscenter, da klinten er optaget i UNESCO’s verdensarv. Derudover skal der omlægges parkeringspladser, laves nye trapper og en række andre tiltag, ifølge erhvervs- og vækstministeriet. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Centrale dele af den nye planlov, der skal give nye vækstmuligheder i kyst- og landområder, møder nu modstand i borgerlige partier.

Det skriver Politiken.

Ny planlov

Venstres forslag om en ny planlov går under overskriften ’100 initiativer skal skabe vækst og udvikling i hele Danmark'.

Udover liberaliseringen af planloven vil regeringen også tillade 15 nye forsøgsprojekter ved kysterne. De første 10 forsøgsprojekter blev meldt ud i oktober, og de vurderes at have et investeringspotentiale på op mod 4 milliarder.

Du kan læse mere om de 15 projekter her.

Kilde: Erhvervs- og vækstministeriet.

Det er især Konservative, der stiller sig kritiske overfor Venstre-regeringens forslag om 15 nye forsøgsprojekter ved kysterne og hæve grænsen på visse butikker.

- For de Konservative er kystlinjerne arvegods. Det er noget, vi har overtaget fra generationerne før os, og som vi har et ansvar for at give videre til kommende generationer, siger Søren Pape Poulsen, formand for Konservative, til Politiken.

Tidligere, i september 2014, har Pape ellers talt varmt for, at der skulle skabes vækst og udvikling ved kysterne.

DF og R er også imod

De kritiske røster overfor blandt andet større butikker ved kysterne møder også modstand fra både Dansk Folkeparti og Radikale.

De frygter for det pres, som kommunerne kan udsættes for, hvis en investor eksempelvis truer med at flytte projektet over i en kommune, der har andre regler. Det skriver Helsingørborgmesteren Benedikte Kjær (K) sammen med Ida Auken, erhvervs- og miljøordforer for Radikale.

Hos Dansk Folkeparti er der heller ikke begejstring.

- Jeg har ikke noget behov for, at vi får meget større butikker inde i byerne, siger Pia Adelsteen, partiets miljøordfører, til Politiken.

Troels Lund Poulsen, erhvervs- og vækstminister fra Venstre, er ellers netop gået i gang med at holde møder med andre partier om den nye planlov. Og tror stadig på, at det er muligt at samle et flertal.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube