Bornholms Lufthavn genåbner: Mistænkelig pakke var ufarlig

Efter fund af en mistænkelig genstand på parkeringspladsen blev Bornholms Lufthavn lukket.

Indgangsvejen til Bornholms Lufthavn blev spærret efter fund af en mistænkelig pakke på parkeringspladsen. (Foto: Kathrine Lykkegaard Jeppesen © DR Nyheder)

Bornholms Lufthavn har i dag været midlertidigt lukket efter fund af en mistænkelig pakke på parkeringspladsen.

Men afspærringen kan snart ophæves, da den mistænkelige genstand viste sig ikke at være farlig, oplyser Bornholms Politi på Twitter.

Politiet oplyser, at den mistænkelige pakke indeholdt musselmalet porcelæn, der var blevet glemt på parkeringspladsen.

- Ejeren får nu brug for flere tuber sekundlim, skriver Bornholms Politi på Twitter.

Tilkørselsvejen til lufthavnen har været spærret af politiet, og ingen passagerer har kunnet komme ind til lufthavnen.

Vicepolitiinspektør Hans Henrik Dam fra Bornholms Politi oplyste tidligere, at pakken blev fundet oven på en telefonstander, som står 50 meter fra hovedindgangen.

- Det er sådan en stander, der kan bruges af handicappede til at ringe efter hjælp, fortalte han.

Forsvarets sprængningseksperter blev tilkaldt for at kigge nærmere på genstanden, der blev opdaget af passagerer, der skulle med flyet fra Bornholm klokken 7.15. En halv times tid før afgang blev de opmærksomme på pakken.

I går var dele af Københavns Lufthavn afspærret. Ligeledes efter fund af en mistænkelig genstand, som viste sig ikke at være noget.