BT trækker 287 artikler af sportsjournalist tilbage

Avisen har undersøgt 4000 artikler skrevet af Michael Qureshi, hvori der er "etiske problemer" med 155 kilder.

BT har trukket adskillige artikler tilbage.

BT er systematisk blevet ført bag lyset af avisens tidligere sportsjournalist Michael Qureshi.

Sådan lyder det fra ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen i fredagens udgave af BT, efter at en intern undersøgelse af omkring 4000 forskellige artikler af Qureshi er afsluttet.

Ud af de mange kilder, som optræder i artiklerne, besluttede BT at undersøge 283 af kildernes - og deres udsagns - ægthed.

Ud af dem var der "etiske problemer" med mindst 155 af kilderne, hvilket nu fører til den omfattende tilbagetrækning af artikler.

- Berlingske Media beklager og tilbagekalder i alt 287 artikler, som har været publiceret i BT i perioden 2001-2014, skriver Olav Skaaning Andersen i BT.

- Dette antal skal lægges til de 22 artikler, som Berlingske Media beklagede og tilbagekaldte 5. december 2015, tilføjer han.

BT har videregivet oplysningerne til både Skat og politiet.

BT har forsøgt at skabe kontakt til mange af de kilder, som Michael Qureshi har brugt i sine artikler. I mange tilfælde er det ikke lykkedes. I andre tilfælde nægter kilder at have samarbejdet med Qureshi.

Michael Qureshi blev i december også bortvist fra Ekstra Bladet, hvor han arbejdede, da det kom frem, at han i en række artikler for avisen havde benyttet sig af kilder med opdigtede navne.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube