Cepos: Jagt på bedragere minder om DDR

Regeringen går for vidt i kampen mod socialt bedrageri. Det mener Cepos, efter regeringen har indgået aftale om mere kontrol med danskere i udlandet.

Regeringen går for vidt i kampen mod socialt bedrageri. Det mener chefjurist i Cepos, Jacob Mchangama, efter at regeringen søndag indgik aftale om mere kontrol med danskere i udlandet. (© DR)

Stigende kontrol og mere overvågning. Det er det kedelige resultat af aftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om 29 initiativer mod social bedrageri. Det mener chefjurist i Cepos, Jacob Mchangama.

- Det er klart, at social bedrageri skal imødegås og straffes. Men flere af de initiativer der bliver lanceret giver mindelser om DDR, siger Jacob Mchangama i en kommentar.

Han mener, at det er "ekstremt vidtgående", når det offentlige nu skal til at føre kontrol med danskere, når de opholder sig i udlandet.

- Konstant stigende kontrol i samfundet

Initiativer som blandt andet betyder, at der etableres kontrolteams i Spanien og Tyrkiet samt et pilotprojekt med sådanne teams i Thailand og Marokko.

Det skal forhindre, at personer på dansk kontanthjælp eller starthjælp nyder livet på den spanske sydkyst eller spise humus under Tyrkiets sol.

Men forslaget går for vidt, mener Jacob Mchangama

- I forvejen skal pensionister melde det når de opholder sig længere tid i udlandet. Det viser, at velfærdsstaten har en indbygget tendens til at afføde konstant stigende kontrol og overvågning, siger han i en kommentar.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) skønner, at samfundet årligt går glip af mellem tre til fire milliarder kroner på grund af det sociale bedrageri. Der er næste år afsat 7,2 millioner kroner til de 29 nye initiativer.