Tema Børn og unges digitale liv

Chikanegruppe genopstår på Facebook - med ny aktivistisk moderator

Samme dag, som Facebook lukkede en omstridt gruppe, blev en version 2.0 oprettet.

Journalist Michael Jeppesen havde i dokumentarserien 'Hængt ud på nettet' fat i nogle af folkene bag Facebook-gruppen Offensimentum, der blev lukket i går aftes.

Når Facebook ikke længere vil tillade gruppen 'Offensimentum', så opretter vi da bare 'Offensimentum 2.0'.

Og det er lige præcis, hvad en af folkene bag af den omstridte Facebook-gruppe, hvor nogle medlemmer lagde krænkende billeder og videoer ud med privatpersoner, har gjort.

Efter Facebook i går lukkede Offensimentum, fordi gruppen ikke levede op til det sociale medies retningslinjer, opstod efterfølgeren, der i skrivende stund har knap 9.500 medlemmer.

Man kan godt være offensiv uden at være krænkende. Jeg har lavet jokes om nekrofili og drab på min egen mormor, som er død, men det er ikke gået ud over andre.

jan lauritsen, moderator på 'offensimentum 2.0'

Ny moderator

Den lukkede gruppe blev modereret af gymnasieelever og andre unge, og det er en af dem - Lucas Fabian - der har stiftet den nye gruppe. Her er moderatoren ny. Han hedder Jan Lauritsen og er 26 år.

- Hvis der er nogen, der krænker andre, så bliver de smidt ud, og så snart det går negativt ud over andre, så bliver de smidt ud. Jeg er absolut ikke med for at rense Offensimentums navn. Jeg er med for at rense ud blandt brugerne, siger Jan Lauritsen.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt med en ny gruppe?

- Man kan godt være offensiv uden at være krænkende. Jeg har lavet jokes om nekrofili og drab på min egen mormor, som er død, men det er ikke gået ud over andre, siger Jan Lauritsen.

Han er stifter af Facebook-gruppen 'Pulterkammerets Aktivister', der kæmper mod digitale krænkelser. Selvsamme organisation har haft en konflikt med stifterne af Offensimentum, som altså er gået med til at bruge en af den nedlagte gruppes modstandere som moderator i den nystiftede gruppe.

- Vi har haft en fin dialog med dem, og de er helt med på de vilkår, som vi er kommet med, siger Jan Lauritsen.

Hvilke vilkår er det?

- Tonen skal være fornuftig, og vi skal udelukke alt, hvad der er personkrænkende. Og vi trækker os med det samme, hvis det løber af sporet.

Facebook: Vi tillader ikke chikane

Et andet vilkår har været, at alle kan få lov til at blive medlem af gruppen.

- Jeg kan ikke garantere, at jeg kan holde styr på alle sammen, men der er mange nye medlemmer, som heller ikke vil acceptere, at folk opfører sig som pikhoveder, så jeg regner med, at der vil være selvjustits, hvis der kommer et dårligt opslag, siger Jan Lauritsen.

Det har ikke været muligt at få en talsmand for Facebook til at svare på spørgsmål om stiftelsen af den nye Offensimentum-gruppe. I stedet har DR Nyheder fået et skriftligt svar:

- Vi tillader ikke chikane eller mobning på vores platform. Og vi fjerner indhold, der overskrider vores regler, når vi modtager en anmeldelse. Grupper eller profiler, der gentagne gange bryder vores regler, risikerer at blive slettet permanent.