Coop: Regeringens mærkningsordning svarer til at dyrevelfærdsmærke buræg

Supermarkedskæden Coop vil i dag præsentere et alternativ til regeringens forslag om en mærkningsordning for kød .

Det skal være lettere for forbrugeren at se, hvor højt dyrevelfærden har været prioriteret i produktionen af det kød, der ryger i indkøbskurven. Men forud for et møde mellem Fødevarestyrelsen og fødevarebranchens parter er der uenighed om, hvordan det skal gøres (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Står det til regeringen, skal supermarkedernes kød i fremtiden mærkes med en, to eller tre ’velfærdsstjerner’.

Men forud for et møde i dag i Fødevarestyrelsen har supermarkedskæden Coop kritiseret det nye mærke for ikke at være ambitiøst nok.

- Det svarer faktisk lidt til, at man vil begynde at dyrevelfærdsmærke buræg, så det er vi selvfølgelig ikke interesseret i, siger ansvarlighedschef i Coop, Signe Frese.

I stedet vil Coop fremlægge et alternativt forslag, hvor økologisk produceret kød og kød fra frilandsproduktion holdes adskilt.

Det er som en del af regeringens landbrugspakke, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har foreslået et nyt statsligt dyrevelfærdsmærke for blandt andet dansk produceret svinekød.

Men hvis ikke Coop kommer med i den kommende statslige mærkningsordning, bliver forbrugeren den store taber, lyder analysen fra Dorte Wimmer, som er ekspert i detailhandel og branding hos Retail Institute Scandinavia.

- Vi forbrugere bliver forvirrede, hvis de ikke kan blive enige om en mærkningsordning. Hvad er det så, vi skal tro på? Så bliver det rigtig svært at få skabt tillid omkring det her mærke, siger hun.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube