Coop vil være fri for buræg i 2020

SuperBrugsen, Fakta samt Dagli'- og Lokalbrugsen vil ved udgangen af 2020 ikke længere sælge buræg.

Kundernes indkøbsvaner har ændret sig, derfor udfaser Coop salg af æg lagt af burhøns. (Foto: ERIK JEPSEN © Scanpix)

Danskerne vælger i større og større grad buræg fra, og det får nu Coop til at udfase buræg fra alle koncernens 1200 butikker.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

- Når vi beslutter at fjerne buræg fra hylderne, så er det helt i tråd med vores kunders indkøbsvaner og tilbagemeldinger, siger koncerndirektør Jens Visholm.

- Vi oplever, at der er tale om en generel tendens i markedet, danskerne vil have mere dyrevelfærd.

Buræg udgør 48,5 procent af det samlede salg af æg i Danmark, men blandt Coops kunder var den i 2015 nede på 37 procent.

- Udviklingen i de to første måneder af 2016 viser desuden, at vores salg af buræg er faldet med 20 procent i forhold til sidste år, skriver Coop.

Den femårige udfasningsplan skal sikre, at Coops leverandører kan nå at omstille deres produktion til Coops nye behov.

Coop-supermarkedet Irma stoppede allerede med at sælge buræg for 20 år siden, og i 2013 fulgte Kvickly trop og fjernede buræg fra deres hylder.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube