Tema Vi deler Danmark

Cykler skal åbne døren til arbejdsmarkedet for indvandrerkvinder

I aftens udgave af Sundhedsmagasinet kan du møde Shabana Ali fra Mjølnerparken, som gerne vil lære at cykle.

Sundhedsmagasinet er taget til Balders Plads på ydre Nørrebro i København for at mødes med nogle af områdets godt 1900 beboere. Har har man nemlig spændt cykelhjelmen på i integrationens tegn.

For noget af det mest danske man kan forestille sig er nok at cykle. Og hvis man vil rundt i København foregår det for de fleste på cykel.

- Danske mennesker, damer og børn cykler, og jeg vil meget gerne lære at cykle, sige Shabana Ali i Sundhedsmagasinet.

50-årige Shabana Ali er Pakistan og bor i Mjølnerparken på Nørrebro. Hun går til cykelkursus for kvinder med anden etnisk baggrund, så hun kan blive mindre afhængig af sin søns bil.

- Jeg vil ikke bede mit barn om at køre mig rundt. Jeg vil selv klare det, siger Shabana.

Shabana går til cykling hos Dorte Schaldemose, der er psykomotorisk terapeut. Schaldemose understreger, at det kan være meget svært for kvinderne at cykle for første gang.

- Det er meget angstprovokerende, fordi det er noget helt nyt for dem, og mange af dem har en dårlig balance, siger Schaldemose, som håber, at cyklingen kan give kvinderne adgang til det danske arbejdsmarked.

- Man skal kunne cykle, hvis man eksempelvis gerne vil være sosu-assistent, ellers kan man ikke komme rundt til de forskellige beboere.

Se klippet fra Sundhedsmagasinet i toppen af denne artikel. Se hele programmet i aften klokken 21:55 på DR1.