Da tv-signalet gik ned, gik Kristine og Flemming i seng - i dag kom Nohr til verden

Yousees nedbrud under dronningens nytårstale har resulteret i en lille dreng.

For den 24. september er den dag på året, hvor flest familier kan hilse et nyt familiemedlem velkommen. Og i dag kan verden sige goddag til Nohr Wollenberg Johansen.

Det var ellers planen at se dronningens nytårstale, ganske som de plejer. Men som så mange andre kunder hos tv-udbyderen oplevede parret Kristine Wollenberg og Flemming Johansen, at der i stedet for hilsner til Grønland og søens folk kun var sort skærm på fjernsynet klokken 18.00 den 31. december 2016.

- Så måtte vi jo finde på en alternativ løsning på underholdningen, siger Kristine Wollenberg, der sidder med Nohr Wollenberg Johansen i armene, da DR Nyheder møder hende i dag på hospitalet.

Kristine Wollenberg havde ellers termin for otte dage siden, men det blev altså først i dag, den 24. september, at han meldte sin ankomst - på datoen, hvor der ifølge statistikkerne bliver født flest børn i Danmark.

- Det er lidt ironisk, for Nohr var ikke planlagt, siger Nohrs far, Flemming Johansen.

Og parret har tilsyneladende tilgivet Yousee for den sorte skærm nytårsaften.

- Det kan jo ikke blive meget bedre. Han er helt perfekt, smiler Katrine Wollenberg, mens hun kigger på sin nyfødte søn.