Dårligt sommervejr bringer jubel hos flere virksomheder

Den våde sommer har dryppet godt i kassen hos mange danske virksomheder.

Spørger du virksomheder som IKEA og Nordisk Film Biografer, kunne årets danske sommervejr faktisk ikke være meget bedre. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det er ikke alle, der er skuffede over en juli måned uden én eneste sommerdag.

Det våde og kølige vejr er nemlig populært hos række virksomheder, der oplever at omsætning øges, når vejret er dårligt.

Virksomheder med øget omsætning

- IKEA har, sammenlignet med sidste år, øget sin omsætning med omkring 11 procent i juni måned og 8 procent i juli måned.

- Nordisk Film Biografer har haft 30 procent flere gæster end forventet.

- Louisiana har i uge 28 og 29 haft et ugentligt besøgstal på henholdsvis 21 procent og 30 procent over budget.

- Rejsebureauerne har sat priserne op på rejser. Gennemsnitsprisen for en afbudsrejse har i juli måned i år været 30 procent dyrere end sidste år.

- Billund lufthavn har haft passagerrekord med over 400.000 passagerer.

I IKEA i Taastrup har juli måned i år været den største måned nogensinde, hvis man ser på forretningens omsætning. Sammenlignet med juli sidste år er omsætningen steget med næsten 8 procent.

- Juli måned har haft det, som vi elsker at betegne som rigtigt "IKEA-vejr". Danskerne elsker det ikke altid, men til gengæld vælger de at gå indendørs og indrette deres hjem, og så kommer de heldigvis ud til os, siger Mads Satsman-Nørhede, assisterende varehuschef i IKEA.

Mens nogle går i IKEA, har andre erstattet strandturene med en tur i biografen, og det har man mærket hos Nordisk Film Biografer. De har i sommerperioden haft 30 procent flere biografgæster end forventet.

- Vejret betyder alt for os. Havde det været hedebølge, havde folk været på stranden, men når vejret er som nu, er biografen et rigtig godt sted at være sammen, siger Lars Jørgensen, direktør i Nordisk Film Biografer.

Guldregn over charterbureauer

Mens regnvejret får mange danskere til at suse rundt på nettet for at finde rejsemål med sol, gnider også rejsebureauerne sig i hænderne. Det betyder nemlig, at priserne på rejserne stiger.

En gennemsnitspris på en afbudsrejserne har i år været 30 procent dyrere i juli måned. Og i uge 30 har priserne næsten været dobbelt så dyre i år. Det viser tal fra rejsesiden Travelmarket.dk, der sammenligner priser på afbudsrejser fra alle danske charterselskaber.

- Når danskerne har sukket over regnen, har der været jubel hos charterselskaberne, for det har været den rene guldregn for dem, siger direktør i Travelmarket Ole Stouby.