Danmark er et paradis for indbrudstyve

Antallet af indbrud herhjemme er steget langt mere end i det øvrige Norden.

Danskerne har de senere år lagt huse og lejligheder til en massiv bølge af indbrud, som ingen af vores nordiske nabolande har set magen til. (© Scanpix/Corbis)

Vores land er et paradis for indbrudstyve. Der hersker tvivl om årsagen, men flere østkriminelle bærer en del af skylden.

Danskerne har de senere år lagt huse og lejligheder til en massiv bølge af indbrud, som ingen af vores nordiske nabolande har set magen til, skriver Berlingske.

Mens indbrud i private boliger herhjemme steg med 65 procent fra 2005 til 2009, steg niveauet i Sverige med 23 procent, i Norge med blot 11 procent, og i Finland faldt det, viser ny forskning.

Hvad værre er, har både politi og eksperter svært ved at forklare Danmarks kedelige position som indbrudstyvenes paradis med flere end 230.000 registrerede indbrud siden 2005 og lave opklaringsprocenter.

Ingen entydig forklaring

Men den voldsomme stigning kædes blandt andet sammen med flere tilrejsende østkriminelle og mere professionelle tyvebander.

To andre forklaringer kan være mangelfuld sikring af vores boliger og politi-reformen fra 2007, der har fået skylden for lavere produktivitet i politiet.

- Forskellige forklaringer kan have haft indflydelse på stigningen, men ingen kan stå alene. Vi kan ikke pege på tilrejsende kriminelle som det helt åbenbare svar, for kriminalitetsturisme kommer slet ikke tæt på at kunne forklare en stigning på 65 procent, siger seniorforsker David Sørensen fra Københavns Universitet, der i en ny rapport har undersøgt den "enorme" indbrudsstigning, som han omtaler den overfor avisen.

Med til den sørgelige historie hører, at Danmark allerede før stigningen lå nummer et i Europa på listen over indbrud per indbygger, og selv om der skete beskedne fald i 2010 og 2011, er niveauet stadig alt for højt, siger Michael Ask, leder af Rigspolitiets indbruds-følgestab.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube