Tema MRSA

Danmark har trist MRSA-rekord

Problemet med resistente bakterier er for femte år i træk markant større i Danmark end i Norge og Sverige

Den norske svineproducent, Gunnar Salberg Løe, fik konstateret MRSA blandt sine svin. (© (c) DR)

De seneste år er problemet med resistente bakterier vokset så voldsomt, at antallet af smittede i Danmark for længst har overhalet Norge og Sverige.

Den store stigning skyldes især udviklingen inden for den såkaldte husdyr-MRSA, som godt 3.000 danskere fik konstateret i 2015.

De såkaldte MRSA-stafylikokker er resistente over for en række forskellige antibiotika og kan være livsfarlige.

MRSA

I 2006 var ingen i Danmark diagnosticeret med MRSA CC398. I dag er op mod 12.000 danskere smittet – langt de fleste uden at vide det. Vi følger MRSA her - og DR Dokumentar vil de næste måneder kulegrave MRSA. Du kan følge med i vores tema om MRSA.

Gå til tema

Således blev 33 danskere sidste år ramt af blodforgiftning som følge af rækken af forskellige MRSA-typer. Otte mennesker mistede livet.

DR har lavet en opgørelse over de seneste smittetal fra de tre nordiske lande, og her havner Danmark for femte år i træk på en trist førsteplads.

Tallene er fra 2014 og viser, at for hver 100.000 danskere fik 53 konstateret MRSA. Både Norge og Sverige ligger markant lavere.

Mens nordmændene har 36 smittede per 100.000 indbyggere, lyder det tilsvarende smittetal i Sverige på 30 personer.

Baggrunden for at Danmark altså har langt flere MRSA-tilfælde, skal primært findes i de danske svinestalde.

Her har den særlige MRSA-type CC398 med stor hastighed spredt sig fra svin til mennesker. Og ifølge Statens Serum Institut (SSI) er der ikke tegn på, at det ændrer sig.

- Alt i alt kan det forventes at den samlede forekomst vil være stigende de kommende år, forklarer overlæge hos SSI, Robert Leo Skov.

Dog peger SSI på, at stigningen ikke vil blive nær så voldsom, som vi har oplevet den hidtil.

I 2007 fik kun 14 danskere konstateret MRSA CC398.

Syv år senere var antallet af smittede næsten 3.000, mens der til sammenligning kun var 25 norske 21 svenske tilfælde af denne MRSA-type.

Se den norske svineproducents historie nedenfor.

Ugens MRSA-video.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube