Dansk Folkeparti: DR selv skyld i forslag om orkesterflytning

Historien fra 2014 må ikke gentage sig, mener Dansk Folkepartis kulturordfører.

Hvis det står til Alex Ahrendtsen (DF) og resten af Dansk Folkeparti, skal det Kongelige Teater overtage DR's koncerthus, orkestre og kor. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © sCANPIX)

Den klassiske musik i og udenfor hovedstaden skal styrkes. Derfor vil Dansk Folkeparti – som det blev foreslået tidligere i denne uge – lade Det Kongelige Teater overtage DR’s koncerthus, orkestre og kor.

Partiets kulturordfører, Alex Ahrendtsen, siger i fredagens Mennesker og medier på P1, at ”DR’s ensembler skal ikke tages som gidsler i et politisk spil – sådan som det skete med underholdningsorkestret”.

DR’s underholdningsorkester blev nedlagt i forbindelse med en spareplan i 2014, selvom et politisk flertal var imod. Og det skal ikke gentage sig, hvis det står til Dansk Folkeparti.

Hør udsendelsen

Du kan høre hele udsendelsen af Mennesker og medier på P1 her.

Direkte adspurgt om det så betyder, at hvis DR ikke havde lukket underholdningsorkestret, så var forslaget om at flytte de øvrige ensembler til Det Kongelige Teater slet ikke opstået, svarer Alex Ahrendtsen i Mennesker og medier:

- Sandsynligvis ikke; vi troede jo, at DR havde veneration for orkestermusikken i Danmark, men det var så ikke tilfældet, siger han.

Mogens Jensen (S) er uenig

Socialdemokraternes kultur- og medieordfører, Mogens Jensen, er uenig i forslaget om at flytte koncerthus, orkestre og kor ud af DR:

- Jeg opfatter det her som en reaktion på, at Dansk Folkeparti blev sure på DR, da Underholdningsorkestret blev lukket. Det har man lov til at blive sur over, men at gøre alle DR’s ensembler til prügelknaber, er ikke okay.

Alex Ahrendtsen afviser, at forslaget er en slags ”tak for sidst” og kalder det i stedet for ”en hjælp til DR’s ensembler”.

Han understreger i øvrigt, at ensemblernes økonomi skal være den samme som i dag. Og at de dermed ikke skal være omfattet af Dansk Folkepartis forslag om at skære DR’s budget med 25 procent.

Mennesker og medier genudsendes lørdag 13.03 på P1, men kan også høres her