Dansk model fyret af Louis Vuitton: Sundhedsminister går ind i sagen

Ung dansk model, der blev droppet til catwalk, fordi hun var "for stor", er glad for sundhedsministerens opmærksomhed.

Den danske model skulle have gået på Louis Vuittons catwalk, men fik sparket kort før showstart. Her er det modeller ved et Louis Vuitton-show i 2014. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)

Den danske model Ulrikke Louise Lahn Høyer har sat gang i en større debat om modellers sundhed, efter hun i sidste øjeblik blev droppet før et stort modeshow for Louis Vuitton i Japan.

Og sagen er tager op af sundhedsminister Ellen Trane Nørbyes (V), idet ministeren i samarbejde med Eva Kruse, der direktør for Danish Fashion Institute, har skrevet et brev til det franske modeselskab.

Det er fint med et etisk charter og lægetjek af modeller, men jeg tror ikke på, at vi skal starte med os piger, for vi følger jo bare de regler, der er lavet af toppen

model Ulrikke Louise Lahn Høyer

De beder Louis Vuitton om at om at følge principperne i den danske modebranches etiske regler, som blandt andet skal gøre op med skæve skønhedsidealer og modvirke spiseforstyrelser.

- Vi gør det for at sætte fokus på, at danske piger jo spejler sig i de modeller, som de ser på catwalken. Derfor har modeselskaberne også et medansvar for ikke at skabe et fuldstændigt skævt billede af, hvad der er normalt, siger ministeren til DR Nyheder.

- Og når de vil have sygeligt tynde modeller, så sender det desværre også et helt forkert signal, og det kan føre til dårligt selvværd og i værste fald spiseforstyrelser hos unge, påpeger ministeren.

https://www.facebook.com/ulrikkehoyer?pnref=story

Kun vand i 24 timer

21-årige Ulrikke Louise Lahn Høyer blev fyret kort før showstart med den begrundelse, 'at hun var for stor'. Det til trods for af at hun allerede havde prøvet og fået godkendt de stykker tøj, hun skulle vise frem på catwalken.

Hun er rigtig glad for, at ministeren er gået ind i sagen, for hvis der for alvor skal rykkes noget i modelbranchens syn på skønhed, er man nødt til at starte oppefra, understreger hun over for DR Nyheder.

- Det er dem, der sætter reglerne for os. Allerede ved første streg på tegningerne til kjolerne, skaber designerne jo størrelserne. Det er fint med et etisk charter og lægetjek af modeller, men jeg tror ikke på, at vi skal starte med os piger, for vi følger jo bare de regler, der er lavet af toppen, siger hun.

Sagen kom frem, fordi modellen selv valgte at skrive om episoden på sin Facebook-side.

Det var ifølge Ulrikke Louise Lahn Høyer Louis Vuittons modelcaster, som mente, at hun ikke levede op til kravene og derfor kun skulle drikke vand det næste døgn.

Vuitton har ikke svaret

Men alligevel fik hun ikke lov til at gå modeshowet og blev sendt på en flyver hjem til Danmark.

- Det her handler ikke om, at jeg blev aflyst til et show (...) Men jeg kan ikke acceptere, at det er normalt, at folk opfører sig sådan. De finder nydelse ved at have magt over unge piger og er villige til at tage tingene til ekstremer for at tvinge en til at få en spiseforstyrelse, skrev hun 18., maj i et Facebookopslag på engelsk.

Ulrikke Louise Lahn Høyer fortæller i dag til DR Nyheder, at hun sidenhen har fået en masse positive tilkendegivelser fra modebranchen og fra flere internationale modeselskaber, heriblandt modehusene Chloé og Stella McCartney.

- Jeg synes, det er vigtigt at sige, der findes gode mennesker i branchen, og jeg har haft masser af gode oplevelser, og derfor er det også frustrerende, når jeg ved, at vi kan få nogle gode, sunde arbejdsforhold.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørbye har endnu ikke fået noget svar fra Louis Vuitton, og hun ved heller ikke, om hun gør det.

- Man kan ikke vide, om de bare vil trække på skuldrene eller vil tage det op. For de er rent faktisk med til at skabe billeder for børn og unge for, hvordan disse gerne vil se ud. Derfor håber jeg også, at de vil være med til at indgå i en dialog, siger hun.

Modebranchens etiske regler

I de etiske regler står der blandt andet om sundhed:

  • Vi er bevidste om og tager ansvar for den indflydelse, modebranchen har på kropsidealerne i befolkningen, især hos unge mennesker.
  • Vi ønsker at promovere og arbejde for en sund livsstil samt et sundt kropsideal, som afspejler et sundt forhold til mad, krop og motion.
  • Kunderne (modevirksomheder, fotografer, magasiner, reklamebureauer m.fl.) forpligter sig til altid at servere nærende og sund kost til modeller i forbindelse med arbejdet ved jobs, der er længere end to timers varighed.

  • Modebranchens Etiske Charters styregruppe har vedtaget at indføre et pilotforløb i 2017 for et sundhedstjek af modeller. (Kilde: http://modebranchensetiskecharter.dk)