Tema Scandinavian Star-ulykken

Dansk skibsinspektør: Derfor har jeg været tavs om Scandinavian Star i 26 år

Det har undret flere, at Flemming Thue Jensen har ventet så mange år med at fortælle om sin viden. Her er hans forklaring.

Hør den pensionerede skibsinspektør Flemming Thue Jensen forklare, hvorfor han har ventet 26 år med at fortælle om Scandinavian Star-branden.

Han var en af de første, der trådte om bord på den brandhærgede færge, Scandinavian Star, i 1990.

Her skulle den danske skibsinspektør Flemming Thue Jensen undersøge brandene, som havde kostet 159 personer livet. Mennesker som stadig lå livløse på skibet.

Først i dag - 26 år efter - står han frem og peger på, at det er to besætningsmedlemmer, som har sat ild til skibet. Den forklaring står i modstrid med det, norsk politi i sin tid konkluderede. Her lød det, at det var en af passagererne, som satte ild til skibet. En konklusion politiet siden trak i land.

Scandinavian Star-ulykken

Natten til den 7. april 1990 udbrød der brand ombord på færgen Scandinavian Star, der sejlede mellem Oslo og Frederikshavn. 159 mennesker omkom. Siden da har der været debat om, hvem der stod bag branden.

Gå til tema

Det har meget at gøre med, at jeg ikke har været mentalt i stand til det, og så fordi jeg har haft nogle barrierer, der skulle overvindes.

flemming thue jensen

At den danske hovedundersøger ventede 26 år med at stille sig frem, har undret flere.

Men i et interview til DR forklarer han, hvorfor han ventede.

Nu er der altså næsten gået 26 år. Hvorfor træder du først frem nu?

- Det har meget at gøre med, at jeg ikke har været mentalt i stand til det, og så fordi jeg har haft nogle barrierer, der skulle overvindes. For jeg har set, hvordan det er gået andre, der har lavet et stykke gedigent efterforskningsarbejde, som bare har fået den kolde skulder. Og den situation ville jeg ikke ende i, siger Flemming Thue Jensen.

- Der har været nogen af de førende brandteknikere i Europa, blandt andet en svensker der hed Pierre Palmberg, som lavede en analyse af alt det her og konkluderede ligesom mig, at det er en påsat brand, og den kan kun være arrangeret ved at lave sabotage på det rør, men han blev også tiet ihjel, og den skæbne vil jeg ikke lide.

(Foto: CLAUS BJØRN LARSEN © Scanpix)

Men vejer det ikke altid tungere at få sandheden frem?

- Jo, det gør det da, men du skal også være moden til at få sandheden frem. Og det var så mange ting - jeg har fortalt dig om de der barrierer, der forhindrede mig. Jeg har også fortalt, at jeg mentalt ikke var i stand til det. Det er jeg først blevet, siger han.

Flemming Thue Jensen har gennem et stykke tid lavet sin egen undersøgelse af sagen, fordi han gerne vil have det, han betegner som 'sandheden om Scandinavian Star' frem.

- Omvendt har jeg haft en mission, som jeg skulle opfylde, men jeg var også klar over, at jeg ikke skulle være nogen helt. Der er kun ofre i denne sag inklusiv mig selv, siger han.

(Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Hvordan har det været at gå med den her viden i alle de år?

Til daglig har jeg haft et ganske normalt liv. Det er bare hver gang, at vi er kommet over på Scandinavian Star, så er der kommet noget frem.

flemming thue jensen

- Det har ikke været sjovt. Men du skal bare vide, at til daglig har jeg haft et ganske normalt liv. Jeg har passet mit arbejde og min familie. Jeg har været munter. Jeg har kunne drikke bajere, og jeg har røget cigaretter. Jeg har haft et fantastisk liv, siger han.

- Det er bare hver gang, at vi er kommet over på Scandinavian Star, så er der kommet noget frem. Ellers har det ikke generet mig. Men jeg har da været ked af at gå med den viden. Det har nu engang været mit vilkår, siger han.

I et interview med Politiken i går fortalte Flemming Thue Jensen, hvordan det dengang og i dag påvirker ham, at han har set de mange lig på færgen.

- Det var frygteligt. Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvordan de lig så ud, men jeg var ude og kaste op flere gange. Så forfærdeligt var det. Og det værste var, at det jeg så, det har givet mig varige men, fortalte han.

(Foto: Joakim Roos © Scanpix)

Men hvordan er du så endt med, at det lige skulle være nu?

- Det er fordi, nu passer det. Den sidste barriere var, at norsk politi standhaftigt holdt fast i lastvognschaufføren. Og jeg kan jo ikke modbevise det der. Hvordan kan jeg modbevise det?

Her henviser Flemming Thue Jensen til, at norsk politi længe mente, at en dansk lastvognschauffør, der omkom på færgen, stod bag brandene.

'Jeg var ikke klar'

Men da norsk politi meldte ud i 2014, at de ikke kunne bevise, at det var lastvognschaufføren, der stod bag, gik Flemming Thue Jensen i gang med at kortlægge, hvem der så stod bag branden.

- Så skulle jeg have samlet den sidste viden sammen, jeg skulle have fat i en masse dokumenter, jeg skulle have nogle brikker til at falde på plads, siger han.

- Og så passede det også med, at jeg sluttede mit arbejdsliv den 1. september.

- Mit arbejdsliv har sådan set ikke lagt nogle hindringer på det her. Jeg er stadig væk bundet af min tavshedspligt, men det her har overhovedet ikke været ude i den grå zone, hvor jeg har været i konflikt med min tavshedspligt. Men jeg var ikke klar, tilføjer han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube