Dansk Solarie Forening: Vil mødes med Sikkerhedsstyrelsen om ulovlige solarier

Efter at Sikkerhedsstyrelsen har politianmeldt 14 solarier i forbindelse med en stikprøvekontrol, vil Dansk Solarie Forening nu drøfte sagen med styrelsen.

14 ud af 14 solarier er efter en stikprøve foretaget af Sikkerhedsstyrelsen blevet politianmeldt. (Foto: christian Als © Scanpix)

Dansk Solarie Forening står klar med en række spørgsmål til Sikkerhedsstyrelsen, efter at 14 solcentre i forskellige dele af landet er blevet politianmeldt. Foreningen står for distribution af solarieudstyr til private og offentlige solcentre.

- Vi kunne godt tænke os at spørge Sikkerhedsstyrelsen, hvordan man lige nøjagtigt har fundet de 14 adresser. Har man kørt på anmeldelser, eller er de udtaget ved lodtrækning? Vi har i det hele taget rigtig mange spørgsmål, siger formand Henrik Marx.

Han kan ikke genkende det billede, Sikkerhedsstyrelsens kontrolbesøg tegner af solarierne.

- Nu har man udvalgt 29 solarier, der er formentlig omkring 5000 og 5500 solarier. Vi kunne også godt tænke os at spørge Sikkerhedstyrelsen, hvordan man lige nøjagtigt har fundet de 14 adresser, siger Henrik Marx.

Mødes i næste uge

Ifølge Henrik Marx har Sikkerhedsstyrelsen ikke informeret Dansk Solarie Forening om politianmeldelserne. Og derfor har de nu aftalt et at mødes med styrelsen på mandag.

Det oplyser Henrik Marx torsdag aften til DR Nyheder.

- Vi har svært ved at sige så meget til den aktuelle måling. Der er tilsyneladende ikke udsendt strakspåbud eller taget andre initiativer til, at den pågældende solcenter-ejer kunne rette op på tingene. Så det er i hvert fald et af de spørgsmål, som vi har til Sikkerhedsstyrelsen, når vi skal mødes med dem.

Kræftens bekæmpelse: Indfør aldersgrænse for solariebrug

Stikprøvekontroller blev foretaget i november 2015 på baggrund af den nye solarielov, der trådte i kraft i slutningen af 2014. I alt har Sikkerhedsstyrelsen kontrolleret 29 solarier i 14 forskellige solcentre i forskellige dele af landet.

25 af dem var af en UV-type, der ikke må stå ubemandet i et solcenter. Og 18 af solarierne overholdt ikke grænseværdien for udstrålingen.

Og resultatet af stikprøven får nu Kræftens Bekæmpelse til endnu en gang at slå et slag for at indføre en aldersgrænse for brug af solarium i Danmark, siger Peter Dalum, projektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne.

- Jeg synes, at vi som samfund har et ansvar for at sige, at der skal i hvert fald være en aldersgrænse. Det ser man i andre vesteuropæiske lande, og det synes jeg også, vi skal se at få gjort her i Danmark.

Indsatsen er ikke tilstrækkelig

Peter Dalum understreger, at resultatet af stikprøvekontrollen betyder, at Kræftens Bekæmpelse vil fortsætte arbejdet med at få indført en aldersgrænse på 18 år i Danmark.

- Jeg synes, den her stikprøve peger på, at den eksisterende indsats, der har været på området, ikke er tilstrækkelig, og jeg synes det er rigtig vigtigt, at man får taget det her område alvorligt.

Fakta om solariestråling

- Solariet skal være mærket med UV-type

- Den effektive udstråling må ikke overstige 0,3 W/m2 vægtet efter spektrummet for rødmepåvirkningen (se bilag 1 i solarieloven på retsinformation.dk)

- Kun solarier med UV-type 3 må benyttes i ubemandede solcentre.

- Der skal være synlig skiltning om generelle sundhedsråd til brugeren af solariet ophængt på en fremtrædende plads i solcenteret.

- Solariet skal være udstyret med timer eller timerfunktion. Solariet skal afbrydes, inden eksponeringstiden overstiger 110 procent af den indstillede værdi.

- Brugerne skal have adgang til beskyttelsesbriller.

- Der skal være en letforståelig betjeningsvejledning og ophængt ved solariet.

KILDE: Sikkerhedstyrelsen

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube