Danske forskere jagter stoffer, der gør kokain virkningsløst

Vejen mod behandling af kokainafhængighed kan blive et stof, der minder om metadon til heroinmisbrugere.

Ifølge Rigspolitiet er kokain det stof, som der, næstefter hash, beslaglægges mest af i nattelivet. (© colourbox.com)

Kokain er et ekstremt vanedannende stof, som trods store bivirkninger er udbredt i både Danmark og hele den vestlige verden.

Derfor er der store perspektiver i danske forskeres graven efter et stof, der kan hjælpe misbrugerne.

Til det formål har et forskerhold på Københavns Universitet netop fået 2,6 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd til at forske i stoffer, der måske kan bruges i behandling af kokainmisbrug.

Sådan virker kokain

Kokain er et voldsomt vanedannende stof, som gør mange hooked allerede efter en enkelt gangs brug.

Man bliver hurtigt høj, men bagefter deprimeret, irritabel og har bare trang til mere stof.

Folk, der bruger det tit, hverken sover eller spiser ordentligt. De kan få stærkt forøget puls, vedvarende sitren i musklerne og krampetrækninger.

Stoffet kan skabe paranoia, vrede, fjendtlighed og ængstelse.

Giver forøget risiko for hjerteanfald, slagtilfælde eller problemer med vejrtrækningen, som alle kan føre døden med sig.

Med tiden er det nødvendigt at tage større og større mængder for at få den samme rus.

Daglig brug gennem længere tid kan føre til psykose og hallucinationer.

Kilder: Netdoktor, drugfreeworld.com/ritzau/

- Vi har ingen midler i dag til behandlingen. Kan vi finde noget, som gør kokain virkningsløst, kan det måske bruges til behandling af afhængighed, siger lederen af projektet, lektor Claus Juul Løland fra molekylær neurofarmakologi ved Københavns Universitet.

Kokains metadon

Målet for forskerne er at finde et stof, der blokerer kokains opstemmende effekt uden at skabe ny afhængighed.

Nogen har beskrevet forskningen som en jagt på slags antabus mod kokain. Selv mener Claus Juul Løland, at det snarere kan sammenlignes med metadon.

- Vi fjerner ikke trangen til kokain, men hvis de her stoffer virker, så bliver du ikke længere høj af kokainen, siger han.

Meget populært

Ifølge Rigspolitiet er kokain fortsat populært.

- Det er et stof, vi til stadighed støder på hos både høj og lav. Lige efter hash er kokain det stof, politiet beslaglægger mest af i nattelivet, siger kommunikationsrådgiver Thomas Kristensen fra Rigspolitiet.

Store perspektiver

Ifølge misbrugsekspert og overlæge i Stofrådgivningen, Henrik Rindom, smider mange hele deres tilværelse på gulvet i jagten på næste kokainsus.

- Det er et stof, som mange tager sammen med alkohol. Mens alkoholen gør én mere fri, gør kokainen dig glad, frisk og energisk.

Af samme grund har hans bedste behandlingsresultater været med antabus.

- Men der er ingen tvivl om, at der vil være store perspektiver i et middel mod kokainmisbrug, som det i dag ikke er nemt at komme ud af, siger Henrik Rindom.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube