Den har været efterspurgt blandt danske læger og homoseksuelle mænd længe.

Pillen, der kan forebygge hiv.

Prep bliver den kaldt.

Og nu er behandlingen med den type pille kommet til Danmark – dog kun på forsøgsbasis.

- Det er rigtig godt, at der nu bliver lavet forsøg med det i Danmark, lyder det fra Aids Fondets direktør Andreas Gylling Æbelø.

- Studie på studie viser nemlig, at det er en særdeles effektiv forebyggelsesmetode, så alene af den grund er det godt, at vi får det undersøgt i en dansk kontekst, fortsætter han.

Det er omkring 200 danske homoseksuelle mænd, der deltager i et stort internationalt forsøg, hvor mere end 5000 homoseksuelle mænd fra USA, Canada og fra flere lande i Europa deltager.

- Det er mine frihedspiller, siger Kenneth Engberg, der er en af mændene, som deltager i forsøget.

Han tager et par af de lyseblå piller ud af glasset.

Man føler sig mere rolig og sikker, når man går i byen. Man behøver ikke at være nervøs for, om man altid får brugt kondom.

kenneth engberg, skolelærer

Det var en af hans venner, der i vinter fortalte ham om forsøget. Og Kenneth Engberg var straks interesseret, for han var ikke altid så god til at huske kondomet, når han var sammen med en ny mand, fortæller han.

- Jeg var ikke særligt god til det. Det skal jeg være ærlig og sige. Det var ikke heldigt, siger han.

Derfor kontaktede han Hvidovre Hospital, som er et af de fire hospitaler i Danmark, der deltager i forsøget.

Og det har han ikke fortrudt.

- Man føler sig mere rolig og sikker, når man går i byen. Man behøver ikke at være nervøs for, om man altid får brugt kondom. Det hele bliver lidt mere afslappet, og derfor er jeg lykkelig for, at jeg er med, siger Kenneth Engberg.

Læge: Kan nedbringe hiv-smitte i Danmark markant

På Hvidovre Hospital ser overlæge Gitte Kronborg, der er ansvarlig for forsøget på hospitalet, store perspektiver i behandlingen, der skal forhindre virus i at sprede sig i kroppen.

Vi vil kunne nedbringe antallet af nysmittede i den gruppe til tæt på nul

gitte kronborg, overlæge og formand for aids-fondet

For selv om hiv ifølge hende er en relativ lille sygdom i Danmark, så bliver omkring 100 homoseksuelle mænd herhjemme hvert år diagnosticeret med sygdommen.

- Hvis behandlingen bliver tilbudt til seksuelt aktive homoseksuelle mænd i Danmark, så tror jeg, at vi vil kunne nedbringe antallet af nysmittede i den gruppe til tæt på nul, vurderer Gitte Kronborg, der også er formand i Aids Fondet.

Hun håber derfor, at forsøget vil være med til, at medicinen bliver tilbudt i Danmark - ligesom den allerede bliver i andre lande som USA, Frankrig og Norge.

Op mod 50.000 kr. for et års forbrug

Men på trods af det mener flere sundhedsordførere på Christianborg ikke, at det er statens opgave at finansiere den forebyggende behandling, når der findes et billigere alternativ i kondomet.

Det her skal jo ikke være et spørgsmål om, at det offentlige skal betale medicin og så skal folk bare gå ud og have usikker sex uden kondombeskyttelse

flemming møller mortensen, soc.dem

Behandlingen med Prep er nemlig dyr - den koster op mod 50.000 kroner om året per person.

- Det her skal jo ikke være et spørgsmål om, at det offentlige skal betale medicin, og så skal folk bare gå ud og have usikker sex uden kondombeskyttelse, sådan spiller klaveret ikke i Danmark og heller ikke i forhold til sundhedskronerne, siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen.

Han er dog åben over for at kigge på, om præparatet skal tilbydes mod egenbetaling.

Det samme er Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt. Hun er også villig til at se på, om en gruppe af de homoseksuelle mænd skal have et økonomisk tilskud til behandlingen, men afviser, at staten skal betale hele behandlingen.

- Det er trods alt ens eget ansvar at beskytte sig selv, det har vi alle dage gjort, og vi betaler selv prævention, så derfor kan man godt gøre det. Men i og med at prisen er så høj, kan vi godt give et tilskud til det, siger hun.

Kort om forsøget og behandlingen

Cirka 5000 mænd deltager fra både USA, Canada og Europa.

Cirka 200 mænd deltager i Danmark - fordelt på fire hospitaler (Hvidovre Hospital, Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital)

I forsøget får cirka halvdelen af mændene pillen Truvada, der allerede er godkendt i både USA og Europa som forebyggende behandling mod hiv. Den anden halvdel af mændene får pillen Desvovy, der stort set indeholder det samme og bliver produceret af det samme medicinalfirma, men som endnu ikke er godkendt.

Formålet med forsøget, der er et såkaldt fase 3-forsøg og derfor er i sin afsluttende fase, er, at teste om Truvada og Descovy er lige gode til at forebygge hiv.

Pillen koster op mod 50.000 kr. at bruge om året.

Under forsøget er det medicinalvirksomheden bag pillerne, der betaler.

Patentet på Truvada forventes tidligst at udløbe i 2020, hvorefter man forventer, at medicinen falder i pris.

Kilder: Aids Fondet, Descovy-forsøget, Patent og varemærkestyrelsen, Hvidovre Hospital

- Ikke alle får brugt kondom

På Hvidovre Hospital hæfter Gitte Kronborg sig ved, at det i reglen er billigere at forebygge end at helbrede, og at det ikke er realiteten, at alle får brugt kondom.

- Erfaringsmæssigt ved vi, at der er masser, som bruger kondomer fornuftigt, men indimellem går det bare galt. Ligesom uønskede graviditeter eller andre seksuelt overførte sygdomme.

Men er det rimeligt, at vi alle sammen skal betale, når de her mænd i princippet bare kunne bruge et kondom?

- Det er en rigtig alvorlig sygdom, som man skal have livslang behandling for, som man kan undgå, så det synes jeg er helt rimeligt, ja, siger hun.

Kenneth Engberg fortæller, at han ikke altid husker at bruge kondom, og derfor er han glad for, at han er kommet med i forsøget. (© dr)

Sådan lyder det også fra Kenneth Engberg.

- Jeg kan godt se, at du siger, det er dyrt, men får jeg hiv er det også dyrt, siger han.

Hvorfor bruger du ikke bare altid kondom, når du har sex?

- Fordi... jeg bare er et menneske, der lever livet, og nogle gange gør jeg noget dumt, og nogle gange gør jeg ikke noget dumt, og nogle gange er han bare vanvittig sød, og så tænker jeg ikke på det, ja det.. fordi jeg er menneske.

Men synes du, at det er rimeligt, at andre danskere skal betale for, at du ikke altid får brugt kondom?

- Ja, det synes jeg er rimeligt. Jeg synes jo heller ikke, at en læge ikke skal behandle en patient, der har glemt at køre med sikkerhedssele.

Kenneth Engberg håber derfor, at forsøget, der efter planen slutter i 2019 kan være med til, at pillerne bliver tilbudt herhjemme.

- Så alle kan få den følelse af frihed, når de dyrker sex, siger han.