Tema Må der være forskel?

De røde på udebane: Anne Marie Helger og rigmand er gået fra fjender til venner

Selvom skuespiller Anne Marie Helger har meget lidt til fælles med erhvervsmanden Lars-Christian Brask, som hun møder i DR1's programserie "De røde på udebane", er de to nu blevet private venner.

Udefra ligner de et umage par, skuespiller og erklæret socialist Anne Marie Helger og erhvervsmanden og millionæren Lars-Christian Brask.

Det er da også hele præmissen for programserien "De røde på udebane", som følger Anne Marie Helger og Preben Brandt, psykiater og formand for De Socialt Udsatte, når de er "på udebane" blandt nogle af Danmarks rigeste "ene procent".

Torsdag aften var "de to røde" på besøg hos Lars-Christian Brask, da programmet blev vist på DR1, men et enkelt møde var ikke nok. Anne Marie Helger og Lars-Christian Brask aftalte derfor straks efter optagelserne at se hinanden igen.

- Jeg føler, jeg har fået en ny ven. Jeg er faldet pladask for Lars-Christians energi, og det liv der er i ham, fortæller Anne Marie Helger, som er begyndt at se erhvervsmanden privat sammen med sin følgesvend i programmet, Preben Brandt.

Stadig ikke enige om alt

Da dr.dk fanger Anne Marie Helger på telefon, har hun netop afsluttet en lang frokostaftale sammen med Lars-Christian Brask, der i mange år har tjent sine penge på såkaldt 'investment banking'.

Lars-Christian Brask

52 år.

Investor - lever af at investere sine penge

I 1990 rejste han til London og fik job som juniormægler og senere direktør i den amerikanske bank Merril Lynch.

I 1999 stiftede han sin egen selvstændige investeringsbank Brask & Co.

Efter 15 år i udlandet bor han nu i Roskilde med kone og to børn.

- Jeg ser simpelthen rødt, når jeg hører ordet 'investment banking', så jeg havde gjort mig lidt tanker om, hvilket menneske, jeg skulle møde forud for optagelserne til programmet, fortæller Anne Marie Helger og fortsætter:

- Men jeg blev faktisk hylet helt ud af den, fordi Lars-Christian var så rart et menneske. Jeg kunne straks se det i hans øjne, da jeg mødte ham.

Anne Marie Helger og Preben Brandt befinder sig ofte bedst tilpas blandt landets svageste, som de brænder for at hjælpe og sætte fokus på. I programmet "De røde på udebane" møder de en række erhvervsfolk og iværksættere, der lever en meget anden livsstil end dem, for at se om de kan finde fælles grund.

Efter at have brugt en hel dag sammen med erhvervsmanden i forbindelse med optagelserne til programmet, følte Anne Marie Helger ikke selv, at hun var færdig med at tale med ham, og følelsen var gengældt hos Lars-Christian Brask, der spurgte, om Anne Marie Helger og Preben Brandt havde lyst til at ses igen.

De medvirkende

Anne Marie Helger
70-årige Anne Marie Helger har i år 50 års jubilæum som skuespiller. Hun er erklæret socialist, samfundsdebattør og er stifter af Fonden Fristaden Christiania.

Preben Brandt
Formand for Rådet for Socialt Udsatte, psykiater og daglig leder af ”Projekt Udenfor”, som tager sig af hjemløse og socialt udsatte i Danmark.

- Vi havde sådan nogle gode, dybe snakke om ting, der ikke var plads til i programmet, så det følte jeg, vi skulle have debatteret færdig, siger Lars- Christian Brask.

Nu skal erhvervsmanden også på udebane

Inden mødet med Anne Marie Helger var Lars-Christian Brask dog blevet advaret af sine venner mod at stille op i et tv-program med den folkekære skuespillerinde, så han var godt forberedt, fortæller han.

- Det klikkede bare mellem os. Der var en kemi og en passion. Vi er stadig ikke enige om alt, men Anne Marie Helger og Preben Brandt brænder for deres sag. Det elsker jeg hos mennesker, så jeg ville gerne se dem igen, siger Lars-Christian Brask.

Selvom han og Anne Marie Helger således lige har tilbragt flere timer sammen over en lang frokost, da DR Nyheder fanger dem over telefonen, har de to allerede aftalt, at de skal ses igen.

- Vi har aftalt, at Lars-Christian skal hjem til mig i min "røverhule" på Christianshavn næste gang. Så kommer han også lidt på udebane, siger Anne Marie Helger.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube