Den danske pressefrihed halter

Sagen om Muhammed-tegningerne har skadet pressefriheden i Danmark. Det mener organisationen Journalister Uden Grænser, der har offentliggjort sit årlige indeks over pressefrihed i verden.

Selvom flere medier viste DFU's Muhammed-tegninger, så er Danmark nu faldet fra sidste års delte førsteplads til en plads som nummer 19, når det gælder pressefrihed. (Foto: fortube23 © Youtube)

Danmark er faldet fra sidste års delte førsteplads til en plads som nummer 19 blandt de 168 lande i en ny undersøgelse af pressefrihed i verden.

Undersøgelsen er lavet af Journalister Uden Grænser og foretages hvert år.

Forklaringen skal ifølge Journalister Uden Grænser findes i, at de 12 tegnere og Jyllands-Posten var udsat for trusler efter offentliggørelsen af de kontroversielle tegninger af profeten Muhammed.

Nedrykning på grund af trusler

Trusler trækker ned, hvad enten de kommer fra regeringer eller privatpersoner, når pressefriheden i de enkelte lande skal måles.

- For umiddelbart er det svært at se, at pressefriheden i Danmark er blevet mindre, siger professor i journalistik, mag. art. Jørgen Poulsen fra Roskilde Universitetscenter.

Han nævner som eksempel, at flere medier har vist billeder fra en videooptagelse af Dansk Folkepartis Ungdoms sommermøde, hvor der gøres grin med profeten Muhammed.

Ikke kun tegningernes skyld

Men sagen om de omstridte tegninger har ikke skylden alene. Også sagen mod major Frank Grevil, har været med til at Danmark et rykket flere pladser ned i indekset, ifølge pressejurist fra Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen.

Frank Grevil lækkede hemmeligstemplede papirer fra Forsvarets Efterretningstjeneste til Berlingske Tidende, og den sag har ført til, at rigsadvokaten har rejst tiltale mod avisens redaktør og to journalister, påpeger Oluf Jørgensen.

- Det er et meget dramatisk angreb på pressefriheden, at man rejser tiltale for at have offentliggjort dokumentation i en af de vigtigste sager i nyere tid, påpeger Oluf Jørgensen.

Journalistforbundet er overrasket

Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, er overrasket over at se Danmark så langt nede på listen. Han betragter listen som useriøs og mener, at der er noget galt med metoden bag undersøgelsen.

- Jeg mener, at grundlaget for undersøgelsen er for tyndt, og at det hele bygger på et meget usikkert fundament, siger Mogens Blicher Bjerregård.

Journalistformanden deler imidlertid pressejurist Oluf Jørgensens bekymring for det stigende antal retssager mod mediefolk. Sagerne kan på sigt skade pressefriheden, mener Blicher Bjerregård.