Den grønne vej til himlen

Bendt Skov fra Langeland fik ved en tilfældighed en god ide: Ligkister af genbrugspapir. Nu har han fået EU støtte, investorerne står i kø og kisterne kan købes på nettet om et års tid.

Miljørigtige kister af genbrugspapir på vej (Foto: Jane Lou © DR Bornholm)

En bakke æg

Bendt Skov sad i frokostpausen og læste avis på sin gård på Langeland. -Jeg var nået til dødsannoncerne og i det samme kom min kone ind i stuen og satte en bakke æg på bordet, og så var idéen født, siger Bendt Skov til DR Nyheder.

Af miljømæssige grunde gik Bendt skov dog hurtigt over til genbrugspapir, og der er mange fordele ved ligkister af genbrugspapir: En kiste kan laves på seks minutter, den vejer ca. 6 kg, kisterne kan stables, så de ikke fylder under transport, de fås i alle farver og kan udsmykkes efter ønske.

-Hvis du har været sømand, kan du få et anker, har du været kommunist, kan du få hammer og segl på, kristne kan få et kors og en læge kan få lægetegnet, siger Bendt Skov til DR Nyheder.

EU støtte og investor storm

EU har støttet projektet med 3,5 millioner kroner, fordi Langeland er et udkantsområde - Bendt Skov betegner dog selv langeland som et forkantsområde - og investorerne står i kø for at være med. En investor har betegnet projektet som Danmarks nye Lego.

Kæmpe potentiale

Der dør 60 millioner mennesker på jorden om året, regner man dem fra, som traditionelt ikke bruger kister, er der et kundegrundlag på ca. 37 millioner om året, som Bendt Skov regner med at få en del af.

På nettet om et år

DanCof - det er en forkortelse af DanCoffin - er navnet på Bendt Skovs firma. En hjemmeside er under opbygning, og om et års tid kan kisterne købes via internettet. Og DanCofs slogan? The green way to heaven - den grønne vej til himlen.