Det sidste sug: Her har regioner og kommuner skoddet smøgpausen

Det bliver sværere at ryge i arbejdstiden. Se, hvor i landet tobak er bandlyst.

Flere regioner og kommuner skodder rygepauserne ved at indføre forbud mod at ryge i arbejdstiden. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

Tobakstrængende medarbejdere i Region Midtjylland skal fremover vente til fyraften med at få et sug af en smøg. Man har nemlig besluttet, at indføre et rygeforbud, så ingen ansatte må ryge i arbejdstiden.

Tidligere har medarbejderne i regionshusene haft dispensation til at tage en rygepause, men den dispensation forsvinder nu. I stedet har man indført et helt og aldeles rygeforbud.

Det har regionens forretningsudvalg besluttet på et møde tidligere i dag.

To regioner har allerede rygeforbud

Region Midtjylland er ikke enestående, når det kommer til at skodde smøgpauserne i arbejdstiden. Flere regioner har allerede indført strenge forbud mod tobak.

Både Region Nordjylland og Region Sjælland har formuleret personalepolitikker, hvor rygning ikke er tilladt for regionens ansatte.

Og står det til formand for Danske Regioner, Bent Hansen, så skal det være forbudt at ryge på og uden for sygehuse i alle regioner.

Til BT siger han, at rygning skal begrænses, og at det skal gøres så besværligt som muligt at være ryger i regionerne. Det handler både om, at man ikke kan nævne en sygdom som rygning ikke forværre, men også om at Danske Regioner som offentlig myndighed med ansvar for folks sundhed skal sende et stærkt signal om, at rygning skader.

Tæt på tyve kommuner er med

Det er ikke kun hos regionerne, at ønsket om helt røgfrie arbejdspladser har vundet indpas, fortæller Niels Them Kjær, der er projektchef for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse.

- På nuværende tidspunkt er der 15 kommuner, som - med små undtagelser - har helt røgfri arbejdstid, og så er der fire kommuner, som er på vej til at indføre det, siger han.

Hos interesseorganisationen kortlægger man løbende de kommuner, der har valgt at indføre helt eller delvist forbud mod rygning.

I alt har 15 kommuner indført helt eller delvist rygeforbud, og fire andre er på vej, viser den seneste rundringning til kommunernes HR-afdelinger, som Kræftens Bekæmpelse har foretaget i april.

Dertil kommer at en del arbejdspladser rundt om i kommuner, hvor kommunen ikke har indført et centralt formuleret forbud mod tobakken, selv kvitter smøgpauserne. Det er som regel offentligt ansatte i sundhedssektoren og pædagoger, der går forrest, fortæller Niels Them Kjær.

- Jeg synes, det giver mening, at sundheds- og pædagogisk personale går forrest. Det bliver meget tvetydig kommunikation, hvis sygeplejersken siger til en patient, at man anbefaler, at patienten bliver røgfri - for så i næste øjeblik at gå ud og tage sig en smøg, siger han.

Forbud kan få de sidste i mål

Ifølge Kræftens Bekæmpelse så er det især rygepausen som socialt omdrejningspunkt, som arbejdpladserne bør gøre op med, hvis flere skal stoppe med at ryge, og færre skal få usunde vaner.

- Hvis dine kollegaer ryger i pauserne, så kan det være svært at sige nej, lyder et af Niels Them Kjærs argumenter for, hvorfor flere offentlige arbejdspladser i kommuner, regioner og på sigt i staten bør indføre "røgfri arbejdstid", som han kalder det.

Men hvis man er storryger og har lyst til at fortsætte med at ryge, så er et totalforbud mod rygning vel alt andet lige en hindring for det?

- Det er korrekt. Og så er bare dét at gå udenfor godt, for det beskytter andre. Men det giver et sundere arbejdsmiljø, hvis man selv stopper. For tre ud af fire af dem, der ryger, har forgæves forsøgt at blive røgfri. Og røgfri arbejdstid kan være det, der får de sidste i mål, siger Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse.