DF og Radikale kræver svar fra transportminister efter prisstigning hos DSB

De to partiers transportordførere mener ikke, det er i orden, at priserne på den kollektive trafik stiger endnu en gang.

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) kan forvente besøg fra transportordførerne fra DF og Radikale. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Fra søndag den 17. januar stiger priserne på DSB’s og Arrivas togrejser endnu en gang.

Den gennemsnitlige prisstigning lander på 2,4 procent, mens prisen på pendlerkort vil stige med 4,9 procent.

Så meget er priserne steget på fem år hos DSB

Standard enkeltbillet:
København - Odense:

  • 244 kr. i 2010
  • 276 kr. i 2015
  • Stigning på 13 procent

København - Aarhus:

  • 339 kr. i 2010
  • 382 kr. i 2015
  • Stigning på 13 procent

København - Aalborg:

  • 379 kr. i 2010
  • 431 kr. i 2015
  • Stigning på 14 procent

Prisstigningerne er bestemt ikke noget Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, jubler over.

- Jeg synes ikke, det er i orden, at den kollektive trafik bliver ved med at stige i pris, samtidig med at kvaliteten bliver ringere og ringere, siger han, og fortsætter:

- Det er gamle tog, man kører i, og der er i grunden ikke ret meget godt, man kan sige om den kollektive trafik.

Transportordfører hos De Radikale, Andreas Steenberg, vil nu henvende sig til transportminister Hans Christian Schmidt (V).

- Det er interessant, hvorfor DSB mener, at den kollektive trafik er blevet dyrere at drive, og det vil jeg bede transportministeren svare på, for det forstår jeg simpelthen ikke, siger han.

Fra 2010 til 2015 er billetpriserne steget med over ti procent, og i 2016 stiger billetpriserne altså endnu et par procent.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube