DI: Kommunerne stiller for svage krav til private leverandører

Dansk Industri vil hjælpe kommunerne med at lave bedre aftaler med private plejefirmaer.

Dansk Industri mener, at kommunerne fokuserer for meget på pris og for lidt på kvalitet, når de lægger kommunale opgaver ud til private. (Foto: CASPER CHRISTOFFERSEN)

Dansk Industri går nu ind i sagerne om private hjemmehjælpsfirmaer, der går konkurs og efterlader borgere uden den service, de plejer at få.

- Vi har desværre set, at der har været flere konkurser. Derfor har vi taget initiativ til at komme med nogle anbefalinger til krav, kommunerne kan stille til de private leverandører, siger Mette Rose Skaksen, Branchedirektør i DI Service.

Organisationen repræsenterer flere af de private leverandører, som byder ind på privat hjemmehjælp, så borgerne kan vælge mellem en offentlig og privat udbyder.

Dog ikke Tryghedsplejen, som fredag var det seneste private firma, der gik konkurs.

Få krav til private leverandører

Dansk Industri har bedt det private advokatfirma Kammeradvokaten om at udarbejde en række anbefalinger, som kommunerne kan læne sig opad, når de indgår aftaler med private firmaer.

For det udbudsmateriale, kommunerne laver i dag, stiller meget få krav til de private leverandører.

"I det udbudsmateriale, vi har haft adgang til at kigge på, har vi været overrasket over, at kommunerne primært fokuserer på prisen og meget mindre på andre krav til leverandørerne."

Mette Rose Skaksen, di

- I noget af det udbudsmateriale, vi har haft adgang til at kigge på, har vi været overrasket over, at kommunerne primært fokuserer på prisen og meget mindre på andre krav til leverandørerne, siger Mette Rose Skaksen.

Ifølge DI har der været for meget fokus på pris og for lidt på kvalitet.

- Vi kan se, at der har været et alt for stort og entydigt fokus på den pris, man skal betale for ældrepleje, mens man ikke har kigget tilstrækkeligt meget på virksomhedernes kvalitet, kompetence og professionalisme, siger hun.

Kvalitet ikke kun pris

De nye anbefalinger skal blandt andet rådgive kommunerne om, hvordan de kan stille krav til økonomisk robusthed hos de private leverandører.

Tryghedsplejen
  • Tryghedsplejen gik fredag konkurs.
  • Cirka 90 ansatte mister jobbet.
  • Tryghedsplejen stod for hjælp til borgere Odense, Assens, Hvidovre, Rødovre, Frederiksberg, Køge og Herlev.
  • Konkursen rammer cirka 320 borgere.
  • Det er en af flere konkurser inden for kort tid blandt private plejefirmaer.

Det er også i de private leverandørers egen interesse, siger DI.

- Når der er nogen, der går konkurs, så smitter det af på hele branchen. Der har været et meget ensidigt fokus på pris de senere år, og det er måske også det, der har ført til at nogen har knækket nakken.

- De virksomheder, vi repræsenterer, vil gerne have et godt og tillidsfuldt samarbejde med kommunerne, hvor de bliver målt på kompetencer og kvalitet og ikke kun på prisen, siger DI’s branchedirektør.

Udover de nye anbefalinger, som DI snart barsler med, holder Dansk Industri et møde den 26. oktober med blandt andre FOA, KL, Dansk Erhverv og Ældre Sagen. Her skal parterne drøfte, hvordan konkurser kan undgås.