Digitale fingeraftryk sikrer ikke mod misbrug af danske pas

Der er stadig usikkerhed forbundet med det udstyr, der bruges til at tjekke danske pas, lyder det fra Fonden Teknologirådet.

Det danske pas er et af de pas i verden, der giver adgang til flest lande. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

Alle nyere danske pas er udstyret med en chip med et digitalt fingeraftryk, foto og oplysninger om passets ejer, og disse såkaldte biometriske informationer skal sikre passet mod misbrug og kopiering.

Biometri giver en sikker identifikation, men i hvor høj grad et pas er sikkert som identifikationspapir kan stadig være svært at sige noget om, mener Lars Klüver, der er direktør i Fonden Teknologirådet.

- Der kan være forskel på det udstyr, man for eksempel bruger til at indlæse en infrarød profil af dit ansigt med og det udstyr, der er i lufthavnen. Så hvis ikke udstyret får aflæst profilen eller fingeraftrykket rigtigt, er der ikke et match med databasen, siger Lars Klüver.

- Man får en såkaldt falsk negativ, og ulempen er jo, at man risikerer at blive afvist ved en grænseovergang.

Flere end 43.000 tusind pas er ifølge Berlingske anført som bortkommet i politiets pasregister, men det fremgår ikke, hvor stor en del af passene der er stjålet eller misbrugt til at krydse landegrænser.

Rigspolitiet vurderer dog, at sikkerheden i de danske pas er høj.

- De er svære at forfalske, og det overvejes løbende, om der er behov for tiltag for at bevare det høje sikkerhedsniveau - også for at gøre danske pas uattraktive at stjæle til misbrug, lyder det fra Rigspolitiet i en skriftlig kommentar.

Der er mange muligheder, når det gælder vores biometriske kendetegn, forklarer Lars Klüver. Han nævner blandt andet en persons håndvarme-aftryk og gang som noget helt unikt. Men det handler om at finde den metode, der er mest stabil, siger han.

- Det er jo et spørgsmål om, hvordan myndighederne vil håndtere det, for skal man lukke en person ind, selvom den biometriske måling ikke stemmer overens, men vedkommende på anden vis ellers kan identificere sig, siger Lars Klüver.

  • 43.818 danske pas er meldt forsvundne sidste år, heraf dukkede godt 11.000 op igen.
  • Stjålne og bortkomne pas skal registreres i et internationalt i det europæiske politisamarbejdes Schengen Information System (SIS) og via Interpol.
  • Omkring seks procent af danskproducerede pas meldes bortkommet årligt. Tallet har ligget på cirka samme niveau de seneste fem år.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube