Din Facebook-vens vens ven kender måske Mark Zuckerberg

Det sociale netværk har undersøgt, hvor mange led, der adskiller deres brugere. Resultatet viser, at vi er rykket tættere på hinanden.

Det sociale netværk Facebook har for anden gang sat vores venskaber under luppen. Ved at sammenligne data fra 1,59 milliarder brugere har netværket fundet frem til, hvor tæt forbundet brugerne er på det sociale medie. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Verden er lille. En gammel teori lyder i hvert fald, at der er maks seks led mellem alle mennesker her på jorden.

Ideen, som i 1929 blev fremsat af den ungarske forfatter Frigyes Karinthy, går på, at hvis en person tager et skridt væk fra hver enkelt person, han eller hun kender, og to skridt væk fra hver af de personer, der er kendt af en af de personer, han eller hun kender, så er alle på jorden adskilt af seks relationer eller færre.

Men måske har sociale medier i virkeligheden gjort vores verden mindre.

Gennem en statistisk analyse har Facebook i hvert fald undersøgt alle, der benytter sig af det sociale netværk, for at fastslå, hvor tæt forbundet vi er.

Og resultaterne viser tilmed, at vores verden måske er blevet mindre over de sidste fem år. Det skriver Facebook på sin blog.

Facebook har 1,59 milliarder aktive brugere og ved at undersøge brugernes forbindelse med deres venner, deres venners venner og deres venners venners venner, har Facebook målt sig frem til, hvor stor afstanden er mellem hver enkelt Facebook-bruger i verden.

Facebooks verden er blevet mindre

Således er alle personer på Facebook i gennemsnit adskilt af 3,5 led.

Det sociale netværk har også undersøgt afstanden mellem deres egen stifter, Mark Zuckerberg, som er forbundet med alle andre Facebook-brugere af 3,17 led.

Facebooks verden med 1,59 milliarder brugere er naturligvis en del mindre end verdens befolkning på lidt mere end syv milliarder mennesker.

Men undersøgelsen giver stadig et indblik i, hvordan netværkets forbindelser har rykket sig over de seneste år, i takt med at det sociale medie er vokset i antal brugere.

Facebook foretog nemlig en lignende undersøgelse i 2011 i samarbejde med forskere fra Cornell University i Milano, hvor netværkets 721 millioner brugere blev undersøgt.

Her var resultatet, at alle brugere var adskilt af 3,74 led.

- Nu, hvor dobbelt så mange bruger vores side, er vi blevet endnu mere forbundet, og det har forkortet afstanden mellem verdens befolkning, skriver Facebook på bloggen.

Du kan selv se, hvor tæt forbundet, du er med resten af verdens Facebook-brugere her.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube