Døvefilm mister milliontilskud på finanslov

Farvel til tilskud vil betyde øjeblikkelig lukning, siger institutionsleder.

Døvefilm er ikke med i finansloven for 2018. Det kan i værste fald betyde, at selskabet må lukke. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

4.000 hørehæmmede i Danmark kommunikerer via tegnsprog og har glæde af at holde sig informeret takket være Døvefilm.

Men Døvefilm mister ifølge finansloven 2018 hele sit tilskud på 7,2 millioner kroner.

Det vil betyde en øjeblikkelig lukning, siger institutionsleder Mette Bergqvist.

- For os betyder det, at vi må lukke og slukke med det samme. Vi har forpligtigelser langt ind i 2018 og medarbejdere, der skal have løn. Så jeg frygter, vi må gå i betalingsstandsning lige om lidt, siger Mette Bergqvist.

I eftermiddag blev der afholdt bestyrelsesmøde, og man vil nu ifølge Mette Bergqvist følge den politiske udvikling.

- Vi kæmper for at forhindre, at Døvefilm forsvinder fra finansloven, fordi vi mener, det er urimeligt, at man tramper på den svageste handicapgruppe.

En gruppe der får det svært

Døvefilm har fået offentlig støtte siden 1963, og beløbet har ligget stabilt siden 2004, så udmeldingen kommer noget bag på Døvefilms leder.

- Det kommer fuldstændigt bag på alle, og det er urimeligt, det ikke er varslet, siger Mette Bergqvist.

Hun understreger, at der er en stor gruppe mennesker, lukningen vil gå hårdt ud over.

- Der er især en gruppe på cirka 2.000, der får svært ved at følge med i samfundet. Mange har ikke noget arbejde, men får informationer om samfundet og har et kulturelt holdepunkt ved hjælp af Døvefilm. De har ikke andre tilbud, siger Mette Bergqvist.

Udover det offentlige tilskud er den eneste indtægt 2,1 millioner kroner, der kommer fra Danmarks Radio til levering af programmer.