Dommer i New York godkender Malthe Thomsens søgsmål

Den danske pædagog Malthe Thomsen har fået en amerikansk landsdommers ord for, at han kan føre sin sag om uretfærdig behandling ved en domstol i New York.

Pædagogen Malthe Thomsen har fået lov til at føre sin sag om uretfærdig behandling i USA.

Pædagogen Malthe Thomsen var gennem 5 måneder mistænkt for at have krænket børnehavebørn i New York og var både fængslet i det berygtede Rikers Island-fængsel og levede derefter med en gps-fodlænke.

Nu har en amerikansk landsdommer godkendt, at han kan føre en sag om uretfærdig behandling ved en domstol i New York.

Som DR Dokumentaren "Anklaget i New York" viste, blev han renset for alle anklager, og efter sin hjemkomst til Danmark lagde han sag an i New York for at få oprejsning for den behandling han var udsat for.

Malthe Thomsen og hans forsvarer, Jane Byrialsen, mener, at politiet manipulerede en tilståelse ud af den unge dansker, og at sagen byggede på udsagn fra en utroværdig kvindelig pædagog.

Sagen blev anlagt i april sidste år mod anklagemyndigheden, betjenten, der afhørte Malthe Thomsen og kvinden, der beskyldte ham for uterlighed. Siden har de anklagede parter forsøgt at få sagen afvist, men nu har en dommer besluttet, at flere af anklagepunkterne skal føres videre til en egentlig retssag.

- Dommeren har ikke haft nogen deadline, så jeg har haft en rigtig dårlig periode rent mentalt på grund af ventetiden og uvisheden, og det er en lettelse, at hun nu endelig har svaret, siger Malthe Thomsen til DR Nyheder.

Han og hans forsvarer forlanger 7 milioner dollars i erstatning, mens det også er et krav, at staten New York ændrer procedure og fremover videofilmer alle afhøringer, så en sag som Malthe Thomsens fremover kan undgåes.

Anklageren kan ikke retsforfølges

Dommeren har besluttet, at anklageren er immun og dermed ikke kan retsforfølges. Til gengæld er flere af anklagepunkterne mod politiet, staten og den kvinde, der anmeldte Malthe Thomsen blevet godkendt til en egentlig retssag.

- Selvom det er skuffende, at anklagerne har fået immunitet, så har det hele tiden været, hvad vi forventede, og det bekræfter jo bare, hvor dårligt et system de har, at de på ingen måde kan stilles til ansvar. Til gengæld er det jo rigtig godt, at flere af vores anklager imod politiet og byen samt alle anklagepunkter imod Gigi (anmelderen red.) bliver stående. Det betyder, at vores sag ikke som sådan er blevet juridisk hæmmet og muligheden for at kæmpe for lovændring om videoforhør fortsat er til stede, siger Malthe Thomsen.

Malthe Thomsen blev løsladt 13. november sidste år, da anklageren droppede alle anklager. Siden har han færdiggjort sin uddannelse som pædagog i Danmark.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube