DR erfarer: Anholdt i terrorsag er bror til gerningsmanden

Det er en lillebror til den dræbte gerningsmand bag terrorangrebet i København, som politiet nu har anholdt og sigtet for medvirken, erfarer DR Nyheder.

En lillebror til gerningsmanden bag terrorangrebet i København, er nu anholdt af politiet. To blev dræbt af skud under angrebet, der blandt andet skete her ved synagogen i Krystalgade. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Den mand, som politiet fredag formiddag har anholdt og sigtet for medvirken ved terrorangrebet i København, er lillebror til gerningsmanden Omar Abdel Hamid El-Hussein.

Det erfarer DR Nyheder.

Københavns Politi har ikke oplyst andet, end at den anholdte mand er 'en ung mand, der er sigtet for medvirken til gerningsmandens handlinger den 14. og 15. februar.'

Men ifølge DR Nyheders oplysninger er den dræbte gerningsmand Omar Abdel Hamid El-Hussein og den anholdte brødre.

Den anholdte skulle være yngre end gerningsmanden og kommer, ligesom to andre anholdte i sagen, fra Mjølnerparken. Han skulle også, ifølge DR Nyheders oplysninger, kende de andre sigtede i sagen.

Har formentlig hjulpet med våben

I forvejen har politiet anholdt og sigtet to mænd for at hjælpe Omar Abdel Hamid El-Hussein med at skaffe et våben af vejen og give ham et tilflugtssted i forbindelse med terrorangrebet i København, som ramte Krudttønden på Østerbro og den jødiske synagoge på Krystalgade i Indre By.

Ifølge DR Nyheders oplysninger mistænkes broren for en lignende rolle som de to andre fængslede.

DR erfarer også, at politiet har efterforsket lillebroren i en længere periode, men altså først har anholdt ham fredag formiddag, hvorefter politiet har ransaget hans bopæl.

Politiet vil hverken be- eller afkræfte DR Nyheders oplysninger.

Anklagemyndigheden vil fremsætte begæring om lukkede døre og navneforbud. Grundlovsforhøret finder sted lørdag.

Tre anholdte i alt

Med denne nye anholdelse, har politiet nu i alt anholdt og sigtet tre mænd i terrorsagen mod København, mens gerningsmanden selv døde i en skududveksling med politiet.

Terrorangrebet mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade skete over weekenden den 14. og 15. februar.

Her skød og dræbte gerningsmanden Omar Abdel Hamid El-Hussein først den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard ved et debatmøde om ytringsfrihed om lørdagen.

Natten til søndag skød og dræbte han den 37-årige Dan Uzan, da gerningsmanden forsøgte at komme ind til en fest i den jødiske synagoge i Krystalgade.

Fem politifolk blev også såret i angrebene, som endte med at koste gerningsmanden livet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube