Drabsforsøg på betjent: Advarsel om farlig asylansøger gik tabt

Der har været en misforståelse i kommunikationen mellem PET og flere asylcentre i sagen om en mand, der stak en betjent ned.

Betjente ved Center Sandholm i Birkerød, hvor en 25-årig asylansøger tirsdag den 29. september stak en betjent ned. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Informationer gik tabt.

Og alt tyder på, at det ikke var så godt.

I sagen om den 25-årige statsløse palæstinenser, der i september angiveligt forsøgte at dræbe en betjent ved Center Sandholm, var der forud sket en misforståelse mellem Politiets Efterretningstjeneste, PET, og to asylcentre. Det fremgår af et skriftligt svar, som justitsminister Søren Pind (V) har sendt til Folketinget.

Det betyder, at Udrejsecenter Sjælsmark, hvor den 25-årige asylansøger boede, da han overfaldt en betjent med en kniv midt om natten, aldrig fik besked om, at den 25-årige mand kunne være farlig.

Både PET og Asylcenter Holmegaard, hvor den 25-årige mand boede i sommeren 2015, havde ellers oplysninger om, at den nu sigtede 25-årige muligvis kunne være radikaliseret, sympatisere med terrororganisationen Islamisk Stat og være psykisk ustabil, samt at han skulle have angrebet en svensk minister. Men disse oplysninger nåede aldrig Udrejsecenter Sjælsmark, hvor den 25-årige blev flyttet til i juli 2015.

- PET er blevet opmærksomme på, at der har været en misforståelse i kommunikationen mellem PET og Asylcenter Holmegaard. Asylcenteret har således ikke opfattet sidstnævnte telefonsamtale sådan, at det skulle være aftalt, at Asylcenter Holmegaard skulle underrette Udrejse Sjælsmark om de særlige forhold omkring den nu mistænkte, skriver PET i justitsministerens svar til Folketinget.

Betjenten, der blev stukket ned, var en overgang i livsfare efter overfaldet. Den 25-årige mand nægter sig skyldig i drabsforsøg.

PET vil nu - på baggrund af sagen - revidere tjenestens sagsgange i forbindelse med indberetninger om radikalisering.

Center Sandholm, hvor betjenten blev overfaldet, ligger to kilometer fra Udrejsecenter Sjælsmark.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube