DR's læsere: Politikerne skal blande sig uden om madordninger

De fleste af DR's læsere mener, at det er op til de enkelte institutioner at bestemme, om de vil servere svinekød.

Nogle læsere mener, det er ok, at politikerne blander sig for at beskytte dansk madkultur. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Politikerne skal ikke blande sig i, hvilken mad der serveres i de kommunale institutioner.

Det er den generelle holdning blandt læserne, der har deltaget i debatten på dr.dk.

Randers byråd har vedtaget, at ”dansk madkultur skal være en del af de kommunale institutioner”.

Med vedtagelsen sikrer Randers byråd, at kommunale institutioner med madordninger tilbyder svinekød, samtidig med at ingen skal tvinges til at spise noget, der strider mod deres holdning eller religion.

Pædagogernes og forældrenes landsorganisationer raser over politikernes beslutning.

Forældre skal selv bestemme

Og organisationerne har tilsyneladende stor opbakning blandt læserne. Langt de fleste mener, at politikerne skal blande sig udenom og overlade det til institutionerne.

- Det skal da helt klart være op til institutionsbestyrelsen i den enkelte institution at bestemme, hvad de skal have i deres madordning. Jeg har da en tro på, at der sidder en flok kompetente forældre i bestyrelserne landet over, som har stor interesse i, at deres børn får sund og nærende mad, skriver Daniel Mick Nielsen.

- En ting er, at det her er topstyring af værste skuffe, noget andet er at det lugter af kultur kamp med religiøse mindretal som målskive. Det er forældrene, som skal bestemme, hvad deres børn skal spise. Det er deres job at sikre, at deres unger får det rigtige at spise, og jeg er temmelig sikker på, at svin ikke er en essentiel del af en varierede kost, lyder det i en kommentar fra Christian.

Langer ud efter DF

Det var Dansk Folkeparti, der havde stillet forslaget i byrådet i Randers. Det har fået flere læsere til at reagere skarpt mod partiet.

- Dansk Folkeparti forstår virkelig at være i fokus. Kan de lægge brænde på bålet til fremmedhadet, skyr de ingen midler! Frikadellefarcen er under lavmålet og en hån mod forældre i Randers, skriver Jan.

- Nej selvfølgelig skal de ikke det. Jeg skammer mig over V og DF! Ét er, at det er total mistillid til forældrebestyrelserne, noget andet er, at det helt lavpraktiske, hvor pædagogerne nu skal styre to menuér, og småbørn skal inddrages i DF og Venstres usmagelige fremmedhed og "dem og os" tilgang, skriver Marianne.

Ok, at de blander sig

Nogen læsere synes dog også, at der er i orden, at politikerne blander sig for at sikre bevarelsen af den danske madkultur.

- Det er vigtigt, at der trækkes nogle principielle grænser til beskyttelse af vores danske madkultur, herunder brugen af svinekød i retterne. Vi skal ikke ligge under for okkulte religiøse muslimske påbud om indretningen af vores samfund, lyder det fra Henrik Christiansen.

- Naturligvis skal politikerne bestemme, hvis ikke stederne selv kan se, at det er fuldstændig forkert at skulle stoppe med at spise flæskekød på grund af tilkommendes religion. Det skulle være lovstof, således at man ikke skulle bruge tid på at diskutere det, som er fuldkommen åbenlyst, skriver Jørgen Jepsen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube