Efter dødsulykker: Politiet advarer mod krysantemumbomber

Tre yngre mænd blev omkring midnat nytårsaften dræbt af krysantemumbomber.

Ulykkerne skete i Assens ved Mariager og i Skjellerup ved Hobro. (© OpenStreetMap)

Tre mennesker omkom på tragisk vis i Assens og Skjellerup i Mariager Kommune nytårsaften.

I begge tilfælde var det ulovlige krysantemumbomber, som var skyld i ulykkerne, hvor også to personer blev alvorligt kvæstet.

Derfor går Nordjyllands Politi nu ud med en advarsel til andre, som kunne være i besiddelse af lignende bomber.

- Vi har tidligere advaret mod brug af krysantemumbomber, men efter nattens tragiske ulykker må vi endnu en gang på det kraftigste advare folk mod at affyre den slags ulovligt fyrværkeri, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Henrik Beck til DR Nyheder.

Unge mænd omkommet

Han forklarer, at den første ulykke indtræf ti minutter før midnat, hvor en 37-årig mand blev dræbt i forbindelse med affyring af en krysantemumbombe. Han var ifølge Ritzau gået alene ud i haven på Boeck-Hansensvej for at fyre fyrværkeri af.

Resten af selskabet, deriblandt hans familie, var indenfor, da de så et lysglimt fra haven. Ingen andre kom til skade ved ulykken.

Den anden ulykke skete ti minutter efter midnat på Andedamsvej i Skjellerup, hvor en krysantemumbombe eksploderede blandt en mindre gruppe unge. To mænd på 24 og 25 år omkom i forbindelse med eksplosionen, mens to blev kvæstede.

De to kvæstede på 24 og 28 år er blevet fløjet til Rigshospitalet i København, hvor deres tilstand beskrives som alvorlig.

Teknikerne arbejder i lys

Ifølge politikommissær Henrik Beck er der fundet endnu en krysantemumbombe ved ulykkesstedet i Assens, men hvorvidt der er sammenhæng mellem de to tilfælde er Nordjyllands Politi nu ved at undersøge.

- De tekniske undersøgelser skal nu vise, om der er tale om samme mærke og samme fabrikat og dermed kommer samme sted fra. Vores teknikere kan kun arbejde i dagslys, fordi de skal lede efter fragmenter fra bomberne, så der går et stykke tid, før de kan komme med en konklusion, siger Henrik Beck.

I begge ulykker eksploderede krysantemumbomberne ifølge politiet tilsyneladende lige uden for bomberørene.

På Hobro Sygehus blev der oprettet kriseberedskab med læge, psykolog og politi, hvor pårørende kan få hjælp.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube