Tema Ungdomshuset

Efter efterforskning af Ungdomshus-demo: Fire personer varetægtsfængslet

De er blandt andet sigtet for vold mod politiet og forstyrrelse af den offentlige orden i forbindelse med demonstrationer på 10-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset.

Politiets efterforskning bygger primært på videomateriale fra demonstrationerne den 1. marts i forbindelse med 10-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Under aktionen, der begyndte kl. 6.00 i morges, blev 25 anholdt og ti adresser ransaget. (Foto: Mathias Øgendal/Scanpix 2017) (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

Efter dagens store politiaktion, der bygger på måneders efterforskning af demonstrationer i forbindelse med 10-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset i København, er fire personer blevet varetægtsfængslet.

Det fortæller anklager Martin Top-Madsen fra Statsadvokaten i København.

- Vi har fængslet fire og løsladt tre, og en skal fremstilles i dommervagten i morgen. De fleste er sigtet for vold mod politiet med stenkast, grov forstyrrelse af den offentlige orden, og så har vi også sigtet dem for forsøg på grov vold i og med, at de har kastet brosten efter politiet, forklarer han.

Ungdomshuset

Den 1. marts 2017 var det 10 år siden, Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro i København blev ryddet. Dagen blev markeret med en stor demonstration, der ud på aftenen udviklede sig til uroligheder med stenkast mod politibiler, tændte romerlys og hærværk mod butikker på Nørrebro.

Gå til tema

Grunden til at tre personer er blevet løsladt skyldes blandt andet deres unge alder.

- To af dem er kun lige fyldt 15 år, og der mener retten ikke, at der var proportionalitet i forhold til, at de skulle sidde varetægtsfængslet. Så var der en tredje person, hvor retten ikke mente, at der var en bestyrket mistanke mod ham. De tre løsladelser har vi kæret til landsretten, siger han.

Under aktionen, der begyndte kl. 6.00 i morges, blev 25 anholdt. Men kun syv er altså foreløbig blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Ifølge Martin Top-Madsen skyldes det, at nogle af anholdelserne ikke var relateret til demonstrationerne den 1. marts på 10-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

- Vi havde en del personer i kikkerten, og dem har vi fremstillet i grundlovsforhør. Så var der nogle yderligere anholdelser, og det var ikke relateret til 1. marts, men uroligheder under selve anholdelserne i dag. Jeg ved ikke, hvad de bliver sigtet for, forklarer han.

100 gasmasker og peberspray fundet

Sigtelserne bygger på to måneders efterforskning, hvor en særlig nedsat gruppe hos politiet har undersøgt primært en stor mængde videomateriale fra demonstrationerne den 1. marts i forbindelse med 10-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Under aktionen blev 17 personer blandt andet anholdt på Baldersgade på Nørrebro i kollektivet Bumzen og en større ransagelse fandt sted.

På et pressemøde i morges oplyste politiinspektør Mikael Wern, at der blev fundet omkring 100 gasmasker, peberspray, partisansøm og kasteskyts.

Bumzen blev besat i midt 1980'erne og har tidligere været sat i forbindelse med uroligheder ved demonstrationer på Nørrebro.

Under ransagningen var der ligeledes to bygningsinspektører fra Københavns Kommune til stede for at inspicere bygningen, da politiet mente, at der var risiko for, at den kan falde sammen.

København Kommune oplyser til DR Nyheder, at de to inspektører forventes at være færdige med rapporten i dag eller i morgen torsdag.

Politiet har i efterforskningen lagt stor vægt på de nye lovændringer i forbindelse med den såkaldte respektpakke, som trådte i kraft i slutningen af december 2016.

Her er straffen for vold mod betjente øget, og der er blevet indført et kollektivt erstatningsansvar. Det vil sige, at ”anstiftere og ledere af opløb” kan gøres erstatningsansvarlige.

Det betyder eksempelvis, at at hvis politiet har videooptagelser af en person, der direkte opfordrer andre til at begå hærværk i forbindelse med ”opløb”, så vil vedkommende også blive gjort erstatningsansvarlig – også selvom det ikke kan bevises, at vedkommende selv har begået hærværk.

Få overblikket over urolighederne på Nørrebro den 1. marts i videoen nedenfor:

Sagen kort

  • Politiet gennemførte kl. 6.00 i morges en større aktion i København, hvor 25 blev anholdt og ti adresser ransaget. De anholdte er mellem 15 og 25 år.
  • Aktionen kommer efter en større efterforskning af demonstrationen 1. marts i forbindelse med 10-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 og bygger primært på en stor mængde videomateriale.
  • Syv af de anholdte er foreløbig blevet fremstillet i grundlovsforhør. Fire er blevet varetægtsfængslet.
  • På Baldersgade i kollektivet BumZen på Nørrebro fandt politiet cirka 100 gasmasker, peberspray, partisansøm og kasteskyts og anholdt 17 personer.