Efter fugleinfluenza-udbrud: Nu må duer og rovfugle luftes

Duer og rovfugle skal stadig fodres under tag for at undgå kontakt med vildfugle. Høns skal stadig holdes inde

Ændringen i reglerne gælder ikke høns. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Fødevarestyrelsen lemper reglerne og tillader igen motionsflyvning for duer og rovfugle. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse fredag.

Siden november har der i Danmark været fundet flere fugle med fugleinfluenza af typen H5N8. Derfor var det blevet påbudt at holde fugle og fjerkræ under tag og bag hegn.

Men nu bliver det fra midnat igen tilladt at motionsflyve duer og rovfugle baseret på nye trusselsvurderinger, oplyser styrelsen.

- Førende eksperter vurderer, at risikoen for, at duer og rovfugle på motionstur bliver smittet er lille, fordi de kun er kort tid i luften og straks vender tilbage til udgangspunktet.

- De skal dog stadig fodres under tag for at forebygge kontakt med vildfugle, siger Stig Mellergaard, souschef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Ændringen i reglerne gælder ikke høns. De skal stadig skal være under tag for at være beskyttet mod fugleinfluenza. Sygdomsudbruddet er nemlig ikke overstået endnu, skriver styrelsen.

Det seneste fund af en død fugl i Danmark var 7. januar. Og 18. januar blev der fundet en syg vildfugl lige syd for grænsen i Schleswig-Holstein.

Sammen med DTU Veterinærinstituttet overvejer Fødevarestyrelsen nu, hvornår man mener, at det vil være forsvarligt at lukke hønsene ud igen.

- Vi skal være helt sikre på, at truslen er overstået, før vi igen kan slippe hønsene fri, så vi ikke risikerer, at sygdommen pludselig dukker op i en hønsegård, siger Stig Mellergaard.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube