Efter kommune-nej: Borgere klar til at hjælpe Bodil med støvsugeren

Historien om den 79-årige pensionist Bodil Vestergaards hjemmehjælp har sat gang i debatten om kommunal velfærd.

Den 79-årige pensionist Bodil Vestergaard siger, at hun falder, hvis hun bukker sig ned for at gøre rent på toilettet.

Flere borgere melder sig nu klar til at hjælpe 79-årige pensionist Bodil Vestergaard.

Hun kan ikke længere få hjælp til den ugentlige rengøring, som hun ikke selv kan klare, fordi hun har nedsunket ryg og ifølge lægen ikke må bukke sig ned.

- Jeg vil med glæde hjælpe Bodil Vestergaard med at få gjort rent. Jeg kører gerne for at hjælpe, skriver Ulla Behr til DR.

- Jeg vil gerne hjælpe den ældre dame helt gratis. Hun trænger til hjælp. Hvor i landet bor hun?, skriver Lilli Hansen ligeledes.

- Jeg vil meget gerne hjælpe hende... Det er en trist situation, skriver Adina Badulescu.

Og det glæder den 79-årige Ringkøbing-borger, som er klar på at modtage hjælp fra private borgere.

- Jeg har ikke hørt fra nogen, men det vil jeg gerne, siger Bodil Vestergaard i dag.

Det er Ringkøbing-Skjern kommunes visitatorer, der har frataget Bodil Vestergaard den praktiske hjælp, fordi kommunen skal spare penge.

Fremover er det kun demente, blinde eller lamme personer samt folk med pårørende langt væk, der kan være sikre på at få praktisk hjælp fra kommunen.

- Vi er nødt til pga. økonomien at reducere i serviceniveauet, siger Karsten Sørensen (S), formand for Socialudvalget i Ringkøbing-Skjern kommune.

Historien om Bodil Vestergaards hjemmehjælp har skabt debat på Facebook, hvor historien er nået ud til over 425.000 på Facebook og fået over 700 kommentarer.

Her efterlyser Facebook-brugeren Annette Egholm, at familien træder til med hjælp.

- Hvis min mor ikke havde fået gjort rent i flere måneder, så skulle jeg sørme nok sørge for at komme og gøre det for hende, skriver Annette Egholm.

- Jeg synes, vi mangler at have en debat om, at vi også som familier må hjælpe hinanden mere og tage ansvar for hinanden, tilføjer hun.

Men det kan ikke lade sig gøre, mener Bodil Vestergaard.

Hun har godt nok fire børn, men tre af dem bor langt væk og kan derfor ikke hjælpe. Det fjerde barn bor i samme by som Bodil Vestergaard, men har selv familie og fuldtidsarbejde.

- Hun kan ikke nå at komme om dagen og gøre rent, siger Bodil Vestergaard i dag.

- Jeg ville ønske af hele mit hjerte, at nogen ville komme og støvsuge og vaske mit gulv.Bodil Vestergaard er 79 år...

Opslået af DR Nyheder på 13. marts 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube