Efter nedbrud: DSB's billetsystemer kører igen

Det er efter over tre timers nedbrud igen muligt at købe billet til DSB-tog.

Klokken ca. 6.30 gik DSB's billetsystem i sort, men her kort før kl. 10 virker de igen. (Foto: Andreas Beck © Scanpix)

Der er ikke længere problemer med at få spyttet DSB-billetter ud. Der gælder både dem i papirform fra automaterne på stationerne og de digitale på app og mobilen.

Det oplyser DSB ifølge Ritzau.

Billetssystemet gik i sort tidligt i morges, og i flere timer arbejdede DSB på at få systemerne op at køre. Og den indsats har altså båret frugt.

- Vi er ved at undersøge, hvad årsagen er. Der er tale om en form for netværksfejl, oplyser DSB's pressevagt til Ritzau.

DSB undlod i morgentimerne at stikke dig en kontrolafgift, hvis du var hoppet på toget uden at kunne fremvise en gyldig billet. DSB opfordrer dig til henvende dig til personalet, hvis du ikke har en billet.

- Vi har informeret alle medarbejdere om problemet, og de står klar til at hjælpe kunderne, sagde Aske Wieth-Knudsen, underdirektør i DSB Produkt, til DR Nyheder tidligt i morges.

Rejsekortet har fungeret uden problemer hele morgenen.