Efterlyst mand skulle til eksamen i krigen mod terror

Den studerende Alisiv Ceran var på vej til Københavns Universitet, hvor han læser engelsk, da han pludselig blev efterlyst.

Alisiv Ceran interview drdkrjpo

Manden, som i dag var centrum for en menneskejagt, var på vej til eksamen i krigen mod terror, da en medpassager i S-toget fandt ham mistænkelig.

Manden hedder Alisiv Ceran og er studerende. Han ville være grundig og læste derfor i en af sine bøger, der omhandler terror, i toget. Det fortæller han til DR Nyheder.

Var bange for at printer var gået i stykker

I morges var han nemlig på vej til Københavns Universitet på Amager, hvor han læser engelsk.

Da han skulle ud af toget samlede han sine ting sammen, og her føler han, at kvinden, der gik til politiet med sin mistanke, misforstod ham, da hans printer faldt ned, hvorfor han blev synligt nervøs.

- Jeg var bange for at min printer var gået i stykker. Hvis den gik i stykker skulle jeg skrive hele min opgave i hånden.

Ifølge Københavns Universitets regler skal man nemlig medbringe egen funktionel printer.

- Så fordi jeg var bange for, at den var gået i stykker, har jeg nok set lidt mærkelig ud i ansigtet, siger han til DR Nyheder.

Gemte sig på toilettet

Senere på dagen, da politiet ledte efter ham, og han var efterlyst i de fleste medier, blev han kontaktet af en ven, som havde genkendt ham i mediernes omtaler, fortæller han.

Han så derefter selv historierne på nettet og kontaktede derfor politiet og gemte sig på handicaptoilettet, indtil de kom.

- Jeg turde ikke gå ud af frygt for at blive genkendt, og at nogen skulle lave en civil anholdelse, siger Alisiv Ceran.

- Tror alle muslimer er terrorister

Han har selv et bud på, hvorfor han blev efterlyst, trods sine fredelige gøremål.

- Der måske nogen, der synes jeg ligner Osama bin Laden, selvom jeg ikke har så meget skæg, og der er nogen, der tror alle muslimer er terrorister, siger den engelskstuderende og griner.

Se Alisiv Ceran fortælle, hvordan han har oplevet den hektiske dag, i videoen i toppen af artiklen.

Politi: Han er 'clean'

Ved et pressemøde i dag har Københavns Politi også understreget mandens uskyld.

- Her til morgen fik vi en anmeldelse om en ung mand, der steg på ved Avedøre Station. Manden var synligt meget nervøs, sagde ledende politiinspektør Mogens Lauridsen.

- Da anmelderen var meget troværdig, har vi vurderet, at det var nødvendigt at få fat i den efterlyste mand, sagde Mogens Lauridsen, der ikke fandt anledning til at kritisere anmelderen.

Inspektøren blev afbrudt under pressemødet, og en politikollega sagde følgende:

- De har fået fat i ham, og han er clean. Vi har talt med ham, og han er helt okay, sagde betjenten.

Politiet har igennem dagen været massivt til stede flere steder i København og har offentliggjort tre fotos af den nu rensede mand.