Ekspert: Efterladtes ret til digital arv bør sikres ved lovgivning

Lovgivning skal sikre efterladte ret til en afdøds digitale arv, mener forsker.

Mange danskere lever videre på nettet efter deres død. Det er for eksempel på sociale medier, hvor det kan være svært for pårørende at få slettet profiler uden brugernavne og passwords.

Ifølge en undersøgelse fra Landforeningen Liv&Død har tre ud af fire ikke en strategi for at sikre deres digitale arv.

Og problemet vil vokse i fremtiden, mener ekspert i digital arv ved IT-Universitetet, Astrid Waagstein.

Hun mener, at der skal lovgivning til - både nationalt og internationalt – så de efterladte får rettigheder til den afdødes digitale arv.

- Det vil da helt klart være en start at begynde at lægge pres på nogle af de her virksomheder i forhold til at lave nogle løsninger, hvor der er mulighed for, at de pårørende får adgang på en eller anden måde, siger hun og fortsætter:

- Det skal enten ske via lovgivning, eller ved at firmaerne selv går ind og dikterer en politik, hvor det er muligt.

Ifølge Astrid Waagstein har hver dansker i gennemsnit 25 online profiler og konti. Det er alt fra Facebook til iCloud til Google-drev. Fælles for dem alle er, at vi lagrer vores digitale indhold på platforme, som tilhører en tredjepart, siger hun.

Og de er ikke forpligtede til at udlevere nogen som helst data til de pårørende. De har nogle politikker, der er gældende for de levende, hvis man kan sige det sådan. Men så snart man er gået i graven, så dør den her adgang også, og så kan de pårørende ikke stille noget op, siger hun.

Liv&Død's undersøgelse:

  • 48 procent ønsker ikke at leve videre på sociale medier eller online konti efter deres død.

  • 19 procent ønsker at deres pårørende tager beslutningen om, hvorvidt deres konti skal eksistere på nettet.

  • 18 procent er ligeglade med, om de lever videre i form af profiler på sociale medier.

  • 2 procent vil gerne have, at deres sociale profiler bliver liggende efter deres død.

  • 71 procent har ikke nogen strategi for at sikre deres digitale arv

  • 16 procent har videregivet adgangskoder eller sikret nem adgang til dem

  • Kilde: Liv&Døds undersøgelse, der er foretaget af analyseinstituttet Epinion. Der er blevet gennemført 1122 interviews blandt danskere på over 25 år.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube