Ekspert slår alarm: Træningsafhængighed har ramt Danmark

Eksperter og træningsmisbrugere slår alarm. Flere og flere bliver afængige af træningen.

Flere danskere risikerer at blive afhængige af træning, hvis de ikke er opmærksomme på de farlige signaler. (Foto: Artem Furman © Colourbox)

Hvis du har svært ved at sove, er på en meget stram diæt og træner i fitnesscentre mellem tre og fire timer om dagen, er du højst sandsynligt ved at udvikle træningsafhængighed.

I en ny ph.d.-afhandling fra Syddansk Universitet har psykolog Mia Lichtenstein, som den første herhjemme, undersøgt, hvor mange danske motionister, der er i risikozonen for at udvikle en afhængighed for træning.

Symptomer ligner alkoholmisbrug

Resultatet af undersøgelserne har vist, at 5,8 procent af alle motionister i danske fitnesscentre viser tegn på det, som eksperter kalder træningsafhængighed. Samtidig er op imod hver 10. dansker i risikozonen for at udvikle sygdommen.

Man kan opfatte træningsafhængighed på lige fod med andre former for adfærdsafhængighed. Eksempelvis ligner lidelsen meget ludomani, hvor man ikke helt kan styre sin krop og impulser.

Mia Lichtenstein, psykolog og ph.d., Syddansk Universitet

- Man kan opfatte træningsafhængighed på lige fod med andre former for adfærdsafhængighed. Eksempelvis ligner lidelsen meget ludomani, hvor man ikke helt kan styre sin krop og impulser. Og symptomerne er præcis de samme, som man ser ved fx alkoholmisbrug, siger Mia Lichtenstein.

Hun mener derfor, at vi bør tage sygdommen særdeles alvorligt. Udover abstinenser, skadevirkninger på krop og sjæl og manglende søvn, kan træningsafhængige også udvikle distance til familie og venner.

Ikke en anerkendt lidelse

Derfor efterlyser Mia Lichtenstein en offentlig anerkendelse af lidelsen. I dag er der nemlig hverken økonomisk eller professionel hjælp at hente, hvis man lider af træningsafhængighed.

Hos Sundhedsstyrelsen vil man på nuværende tidspunkt ikke diskutere, hvorvidt træningsafhængighed skal anerkendes som en lidelse.

Man bekræfter dog, at myndighederne holder øje med udviklingen inden for området.

- Vi er selvfølgelig opmærksomme på nogle af de andre afledte effekter, som for meget træning kan medføre. Vi følger derfor udviklingen, og vi vil også agere, hvis det bliver nødvendigt, siger akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen Tue Kristensen.