Eksperter: 10-årige kriminelle hører ikke til på lukkede institutioner

Justitsminister Lene Espersen vil anbringe børn helt ned i 10-11-års-alderen på lukkede institutioner, hvis de begår grov kriminalitet. Meldingen kommer, fordi stadig yngre begår grov kriminalitet, men eksperter fraråder at anbringe så små børn på institutioner for kriminelle.

Justitsministerens forslag om at kriminelle børn ned til 10 år kan anbringes på en lukket institution møder modstand fra flere eksperter. (arkivfoto) (© Koglen)

Justitsminister Lene Espersen vil anbringe børn helt ned i 10-11-års-alderen på lukkede institutioner, hvis de begår grov kriminalitet. Meldingen kommer, fordi stadig yngre begår grov kriminalitet.

Men eksperter ryster på hovedet af den ide. Det gælder for eksempel juraprofessor Eva Smidt, formand for det kriminalpræventive råd. Hun mener, at man ikke skal spærres inde i den alder:

- Altså det er børn vi taler om. En ti-årig, det er kun et lille barn, i virkeligheden. Hvis man er nødt til at fjerne børn fra hjemme i den alder, så må en plejefamilie, i hvert fald som udgangspunkt, være det rigtige sted at anbringe et barn, siger Eva Smidt til Radioavisen.

Eva Hallgren, talsmand for lederne af landets lukkede institutioner, siger:

- Jeg begriber ikke at justitsministeren kan finde på at komme med det her forslag, for jeg synes det er et overgreb, at spærre børn inde i den alder.

Justitsminister Lene Espersen foreslår også at personalet på de lukkede institutioner skal have baggrund hos politiet eller fængselsvæsenet.