Erhvervskorrespondent om varetægtfængsling: Dramatisk udvikling

To mænd er varetægtsfængslet, sigtet for at svindle for 13,5 millioner. Sagen kan have tråde til stor svindelskattesag.

Ifølge anklagemyndigheden tyder det på, at denne sag er en udløber af den store udbyttesag, der handler om formodet svindel med udbytteskat for op mod 12,3 milliarder kroner (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Sagen om millionsvindel i Skat tog i dag en ny drejning, da to danskere blev varetægtsfænglet, sigtet for at have begået groft bedrageri for 37,5 millioner kroner.

- Det er en meget dramatisk udvikling, lyder reaktionen fra DR's erhvervskorrespondent Thomas Svaneborg.

De to mistænkte er en dansker og en udenlandsdansker. Udenlandsdanskeren kom hjem den 24. maj, hvor politiet stod klar til at anholde ham i lufthavnen, så snart han var landet på dansk jord.

- Det tyder på, at dansk politi gennem længere tid har ventet på, at danskeren kom hjem, så de kunne fængsle ham i den her store svindelsag. Det tyder også på, at de har haft alt materialet klar til retssagen, så de har kunnet få de to personer varetægtsfængslet hurtigt og i al hemmelighed, siger Thomas Svaneborg.

UDBYTTESKAT

Udbytteskat er den skat, men skal betale, når man har tjent penge på sine aktier i en virksomhed.

Udenlandske virksomheder skal ikke altid betale udbytteskat i Danmark. Virksomhederne kan derfor søge Skat om, at få den udbytteskat tilbage, som de har betalt af deres aktieudbytte.

Med varetægtsfængslingen af de to mistænkte kommer samtidig to helt nye oplysninger frem i sagen, hvor politiet ellers har holdt kortene tæt på kroppen.

- Indtil i dag troede vi, at den her skandale kun omhandlede bedrageri og svindel over for Skat i perioden fra 2012 til 2015. Men de to mænd er sigtet for svindel med udbytteskat tilbage i 2007.

Det andet nye er, at der er danskere involveret i sagen. Om dem ved offentligheden meget lidt.

- Vi ved, at en ene formentlig er bosiddende i Danmark. Og udenlandsdanskeren var tilsyneladende bosiddende i USA i 2007, siger Thomas Svaneborg.

Af en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden fremgår det blandt andet, at det var kun var den ene af de to danskere, der ejede det selskab, som er blevet brugt til svindelnumrene.

Ifølge pressemeddelelsen tyder det på, at denne sag er en udløber af den store udbyttesag, der handler om formodet svindel med udbytteskat for op mod 12,3 milliarder kroner.

- Efterforskningen pågår fortsat og er inde i en særdeles kompliceret fase, hvor en række efterforskningsspor fortsat er åbne i både Danmark og udlandet og omfatter blandt andet komplicerede selskabskonstruktioner. SØIK samarbejder i den forbindelse tæt med myndigheder i en række andre lande, lyder det i pressemeddelelsen.