Et døgn med terror: Asger og hans mor vil endnu ikke hjem

FANGET I BRUXELLES Planlagt påskeferie til Nice endte i en by ramt af frygt og eksplosioner.

Asger Paludan-Müller er sammen med sin mor nu på vej med tog til den belgiske by Brugge efter et dramatisk døgn i Bruxelles. (Foto: Asger Paludan-Müller © DR Nyeder)

- Det vil være en forfærdelig oplevelse at tage hjem til Danmark nu, hvis det da overhovedet kan lade sig gøre.

Ordene kommer fra 24-årige Asger Paludan-Müller, som nu har opholdt sig i Bruxelles i over et døgn.

I går landede han sammen med sin mor i lufthavnen i byen og troede egentligt, at han skulle videre med et fly til Nice, hvor påskeferien skulle nydes frem til lørdag.

Det fik et grusomt angreb i Bruxelles dog hurtigt ændret, og ferien blev med ét forvandlet til et ufrivilligt ophold i en terrorramt storby.

- Det har været et ubeskriveligt døgn, og jeg tror ikke helt, at vi endnu er klar over, hvad vi har oplevet, siger Asger Paludan-Müller til DR Nyheder.

Sammen med sin mor opholder han sig i byen Leuven lidt uden for den belgiske hovedstad.

De har netop booket en togbillet til den belgiske by Brügge, hvor påskeferien skal genoptages, men de kan - som sikkert mange andre strandede i Bruxelles - se tilbage på et døgn domineret af frygt og usikkerhed. Her er deres døgn.

08:00 - Lander i kaotisk lufthavn i Bruxelles

I videoen kan man se, hvordan det så ud kort tid efter, at to eksplosioner rammer lufthavnen i Bruxelles omkring kl. 08.

- De er i gang med at evakuere lufthavnen, og vi har fået besked om, at vi skal blive i flyet en del timer endnu.

Sådan lyder en af de første meldinger fra Asger Paludan-Müller, da DR Nyheder i går fanger ham på en mobil.

Han befinder sig i et fly fra København, som er landet kl. 08:15 i lufthavnen i Bruxelles.

Kort tid efter flyet er landet, går det hurtigt op for ham og de andre passagerer, at der er noget galt i lufthavnen.

- Flyet holder stille, og der var usikkerhed, efter at fik vi besked om, at der var sket en 'incident'. Derfor tjekkede jeg straks min mobil, siger Asger Paludan-Müller.

De næste par timer er Asger og hans mor fanget i flyet i uvished og kunne ud af vinduet se en lufthavn i kaos. Flytrafikken er indstillet, og alle fly bliver omdirigeret til andre lufthavne.

I samme tidsrum sker der endnu en eksplosion på metrostationen Maelbeek i centrum af Bruxelles.

11:00 - Over 1000 personer er beskyttet i hangar

Flypassagerer fra hele lufthavnen blev samlet i en stor hangar, hvor lufthavnspersonale stod klar til at hjælpe og informere.

Omkring klokken 11 får passagererne lov til at forlade flyet, og Asger og hans mor bliver sammen med de andre kørt hen til en hangar et stykke væk fra lufthavnsterminalen.

- Hvor sikker er hangaren? Det er den første tanke, jeg får. Man kan ikke lade være med at bekymre sig om, hvor udsatte vi er, siger Asger Paludan-Müller om stemningen, da de træder ind i hangaren.

Her er over 1.000 personer samlet ifølge Asger Paludan-Müller, og passagererne bliver informeret om, at det er frivilligt at være her, men at det er det mest sikre sted lige nu.

- Stemningen er trykket. Mange havde oplevet eksplosionen tættere på end os, siger han.

- Der var civile med gule veste, som informerede os. De gjorde alt for at få os til føle os sikre.

Sårede fra eksplosionen på Maelbeek metrostation bliver båret op og behandlet på fortovet. (Foto: Jeppe Juul © DR Nyheder)


Inde i terminalbygningen er politiet og redningstjeneste nu massivt tilstede, efter at det er blevet klart for myndighederne, at der er tale om et terrorangreb.

Det samme gælder inde i centrum af Bruxelles, hvor al tog- og biltrafik er indstillet, mens sårede bliver behandlet på fortovet foran opgangen fra Maelbeek metrostation.

Der meldes om 11 dræbte og 35 sårede i lufthavnen, mens tallet stadig er usikkert i metroen.

14:00 - En følelse af lettelse

Den belgiske by Leuven ligger cirka 25 km fra Bruxelles og har knap 100.000 indbyggere.

Der går yderligere en time, og personalet i hangaren henviser nu til, at passagererne kan blive transporteret til byen Leuven, hvor de kan være i sikkerhed og på afstand fra det usikre centrum i Bruxelles.

Her går det op for Asger og hans mor, at de ikke kommer til Nice i dag.

De tager derfor imod tilbuddet om at blive sat på et gratis særtog til trods for, at der også var sket en eksplosion i metroen.
- Jeg prøvede at tænke rationelt. Alle, de satte på toget, kom også fra hangaren, og forhåbentligt havde de ikke noget med eksplosionerne at gøre, siger han.

Toget ankommer, og de når hurtigt frem til deres hotel, som Asger har booket via mobilen i hangaren.

- Det er en følelse af lettelse, siger Asger Palludan-Müller.

- Her føler vi os trygge, og vi skal ikke bekymre os om, hvad der nu skal ske.

Om aftenen følger de nyhederne fra hotellet.

Myndighederne bekræfter i løbet af eftermiddagen, at der er tale om et selvmordsangreb i lufthavnen, og at en tredje bombe er blevet fundet. Samtidig er jagten på gerningsmændene i gang.

- Det er urealistisk, og man er udmattet, siger Asger Palludan-Müller.

- Man tænker over, hvor heldig man er. Havde vi landet 10 minutter tidligere, havde vi måske været inde i lufthavnen.

11:00 - Forfærdelig oplevelse at tage hjem

Terrorangrebet dominerer bybilledet i Belgien dagen derpå. Her er det avisforsiderne, der rapporterer om en grusom dag med over 35 dræbte. (Foto: Philippe Huguen © Scanpix)

Efter en lang nattesøvn er det blevet tid til at gøre status på situationen hos Asger og hans mor.

Bruxelles er en spøgelsesby, der stadig domineres af usikkerhed. Samtidig er alle fly ud af lufthavnen i Bruxelles aflyst.

Èn ting er dog sikkert.

- Vi skal ikke hjem nu, siger Asger Paludan-Müller.

- Selvom man er rystet, vil det være en forfærdelig oplevelse at tage hjem nu. Så ville vi være fløjet ned til terror og taget hjem igen.

Derfor har de nu booket en togbillet til byen Brugge, der ligger ude ved vandet tæt på grænsen til Holland.

- Vi håber at kunne få lidt ud af påskeferien, siger han og fortæller, at de skal ud og købe noget tøj, da bagagen stadig er et sted i lufthavnen.

Det er dog stadig usikkert, hvordan de kommer hjem om et par dage, og det er de langt fra de eneste, der ikke ved.

Ifølge udenrigsministeriets Borgerservice er det for mange af de andre strandede danskere heller ikke muligt at komme hjem.

Borgerservice peger på, at der muligvis kan gå et par dage før flytrafikken bliver genoptaget.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube