Tema Zikavirus

Få svar på 11 centrale spørgsmål om zika-virus her

Op til 27 lande i Syd- og Mellemamerika er påvirket af zika-virus, der skaber problemer for gravide.

I dag er det kommet frem, at en dansk mand er blevet smittet med zika-virus, der siden starten af 2016 har været i udbrud i Syd- og Mellemamerika.

Op til 27 lande er berørt - herunder Brasilien, men også et land som Thailand.

Virussen bliver overført fra Aedes-myggene til mennesker og kan være til fare for gravide.

Hvem kan blive smittet?

Sådan ser Aedes-myggene ud. (Foto: luis robayo © Scanpix)
Zikavirus

Zikavirus overføres med myggearten aedes og giver hos de fleste ingen eller milde symptomer. Men den er farlig for gravide. Virussen er nemlig mistænkt for at kunne give underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, hos nyfødte. Op mod 27 lande er berørt af smitten, og WHO har nu erklæret Zikavirus for en global trussel.

Gå til tema

Alle der bor eller rejser i områder, hvor der er zika-virus, kan risikere at blive smittet, hvis de ikke allerede har været smittet.

Hvordan bliver jeg syg, hvis jeg er smittet?

De fleste oplever slet ikke, at de har fået virussen, fordi infektionen normalt er meget mild.

Kun en ud af fem personer vil opleve symptomer.

Hvis man får symptomer, kan der gå op til tre uger fra smitte til symptomer.

Det kan være mild sygdom med feber, udslæt, muskel- og ledsmerter, hovedpine og øjenbetændelse.

Der er ingen behandling for infektionen, men den går over af sig selv efter fire til syv dage og hvis du ikke har det alvorligt dårligt, så er der ingen grund til på noget tidspunkt at gå til lægen, medmindre du er gravid.

Hvordan kan jeg beskytte mig mod zika-virus?

Sundhedsstyrelsen opfordrer alle, der rejser til de ramte områder, til at beskytte sig mod myggestik hele dagen.

  • Beskyt dig mod myg:
  • Brug af myggespray eller myggeolie hele døgnet
  • Gentag indsmøring hvis du sveder
  • Have en dækkende påklædning med lange ærmer, lange bukser og sokker
  • Sove under myggenet - gerne imprægneret
  • Eventuelt sprøjte boligen med insektmiddel

I modsætning til malaria-myg, så stikker myggen, som spreder zika-virus, også om dagen.

Hvad hvis jeg er gravid?

Brasilien tester folk for zika-smitte. (Foto: VANDERLEI ALMEIDA © Scanpix)

Zika-virussen kan udgøre et problem hos gravide.

Der er mistanke om, at infektion med zika-virus hos gravide øger risikoen for, at fosteret får alvorlige misdannelser af hovedet og hjernen - såkaldt mikrocefali.

Årsagen er blandt andet, at der de seneste måneder er sket en stigning i både zika-virus-smittede og nyfødte med misdannelser i form af mikrocefali primært i Brasilien.

Der er også mistanke om, at virussen kan give andre skader på centralnervesystemet.

Det er ikke bevist, men er ved at blive undersøgt nærmere.

Skal jeg droppe min rejse, hvis jeg er gravid?

Sundhedsstyrelsen opfordrer gravide og kvinder, der påtænker at blive gravide, til at overveje at udskyde ikke-nødvendige rejser til de berørte områder indtil efter graviditeten.

Hvis rejsen ikke kan udskydes, skal gravide være særligt omhyggelige med at beskytte sig mod myggestik.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er gravid og har rejst i de berørte områder?

Ekstra kontrol af gravide i Guatemala. (Foto: Johan ORDONEZ © Scanpix)

Gravide, som har rejst i de berørte områder under deres graviditet, skal informere deres læge og jordemoder om opholdet.

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg gerne vil være gravid og har rejst i et land med zika-virus?

Hvis du bliver gravid efter en infektion med zika-virus, så er der stort set ingen risiko for at dit foster bliver skadet.

Det skriver de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Zika-virus bliver normalt i blodet på en inficeret person i fem til syv dage.

Virussen bliver ikke overført til en baby, der er undfanget efter, at virussen er ude af blodet.

Men da der kan gå op til tre uger, før sygdommen viser sig, så kan det være en idé at vente med at blive gravid til omkring en måned efter hjemkomst fra et område med zika-virus.

Kan jeg blive vaccineret mod zika-virus?

Der findes ingen vaccine og ingen behandling mod Zika-virus.

Kan den smitte fra menneske til menneske?

Generelt kan smitten ikke overføres fra menneske til menneske.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har der dog været rapporteret enkelte tilfælde af seksuel smitte.

Er der risiko for epidemi i Danmark?

Brasilien sprøjter mod Aedes-myg. (Foto: MARECELO SAYAO © Scanpix)

Nej, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Zika-virus forekommer ikke naturligt i Danmark.

I hvilke lande kan jeg blive smittet med zika-virus?

27 lande og landområder har inden for de sidste måneder bekræftet tilfælde af zikavirus-smitte.

I ti af landene er der lige nu stigende eller udbredt smitteoverførsel.

Det er El Salvador, Venezuela, Colombia, Brasilien, Surinam, Fransk Guyana, Honduras, Mexico, Panama og Martinique.

Brasilien er hårdest ramt med anslået mellem 440.000 og 1.300.000 tilfælde af smitte.

  • De 27 lande:
  • Barbados
  • Bolivia
  • Brasilien
  • Kap Verde
  • Colombia
  • Ecuador
  • El Salvador
  • Fiji
  • Fransk Guyana
  • Guadeloupe
  • Guatemala
  • Guyana
  • Haiti
  • Honduras
  • Maldiverne
  • Martinique
  • Mexico
  • Ny Kaledonien
  • Panama
  • Paraguay
  • Puerto Rico
  • Saint Martin
  • Samoa
  • Salomonøerne
  • Surinam
  • Thailand
  • Venezuela

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, de amerikanske sundhedsmyndigheder

En dansk mand er blevet smittet med zika-virus, der er i udbrud i Syd- og Mellemamerika. Få info om virussen her:

Opslået af DR Nyheder på 27. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube