Facebook er hackernes nye favorit-våben

Hackerne benytter i stigende grad Facebook til at få fat i både private og virksomheders oplysninger.

Man skal være varsom, når man surfer rundt på Facebook. (Foto: Karen BLEIER © Scanpix)

Man skal være varsom, når man bevæger sig rundt på Facebook, for det sociale medie er i 2015 blevet det mest attraktive arbejdsområde for professionelle hackere.

Det fremgår af en ny sikkerhedsrapport fra it-virksomheden Cisco.

- Den anviser, at Facebook bliver brugt mere og mere af hackere til at få adgang til enkeltpersoners eller virksomheders følsommme data. Misbruget er generelt stigende, fortæller Ciscos tekniske chef Henrik Stær.

Fænomenet kaldes også ’social engineering’, hvor hackere lokker godtroende brugerne til at klikke på inficerede links, der dermed får installeret ondsindet malware, så hackerne kan få adgang til deres virksomheders netværk.

Det typiske er, at hackeren udgiver sig for at være en anden, end den man er, i håbet om at få fravristet Facebook-brugeren personlige oplysninger.

- De oplysninger kan hackeren bruge til egen vinding til for eksempel at få adgang til virksomhedens it-systemer. Det kan også være adgang til cpr-numre, kontonumre, passwords mv., siger Henrik Stær.

Er uheldet ude, og man opdager, at man har fået inficeret sin computer, så gælder det om at få lukket den ned med det samme.

- Man skal stoppe det, man har gang i, så der ikke bliver installeret skadelige programmer på pc'en, der kan give folk adgang til systemer og så hurtigt få renset sin computer, siger Henrik Stær.

Sådan undgår du at blive hacket på Facebook:

  • Klik ikke på beskeder fra folk, du ikke kender. Mange hackere opretter falske profiler, som de bruger til at manipulere med.
  • Pas på med at klikke på opslag. Det kan efterhånden være svært at gennemskue, hvilke opslag der er inficeret, og hvilke der ikke er.
  • Brug din sunde fornuft. Kilde: Cisco

Både dine private oplysninger og virksomheders data er hackerne ude efter.Se her, hvad det går ud på, og hvordan du undgår at få hacket din profil.

Opslået af DR Nyheder på 19. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube