Facebook-opslag fører til suspendering af dagplejer

Dagplejer lod angiveligt en gruppe børn i stikken foran en garnforretning. Haderslev Kommune undersøger sagen.

Jesper Otto Bossen blev så forarget, at han tog et billede af episoden og delte det på Facebook. (Foto: Jesper Otto Bossen)

I mere end ti minutter lod en dagplejer angiveligt en gruppe børn stå helt alene foran en garnbutik i Haderslev.

Butikken skulle ligge ud til en trafikeret vej, hvor der blandt andet kører busser, og det fik en borger i Haderslev til at tage et billede og dele det på Facebook.

- Er selv far til to børn, og er virkelig dybt forarget over dette, dette er simpelthen ikke i orden at lade børnene stå selv, skriver Jesper Otto Bossen i sin statusopdatering.

I skrivende stund er det blevet delt mere end 6.600 gange.

"Hvad der ikke ses er at den bageste pige til venstre, prøver at trække af med klapvognen," skriver Jesper Otto Bossen på Facebook. (Foto: Jesper Otto Bossen)

Haderslev kommune har også reageret på opdateringen og selv gået til tasterne på Facebook, hvor de skriver, at de tager situation meget alvorligt og er ved at undersøge episoden.

Til P4 Syd siger chef for distrikt nord i Haderslev kommune, Thomas Andersen, at der findes flere forskellige forklaringer af hændelsen.

- Vi begynder at få lidt forskellige meldinger ind med lidt forskellige versioner af, hvad der helt præcis er sket. Og det er vi så ved at undersøge nu, siger han.

- Det handler om, hvor dagplejeren helt præcis er i forhold til børnene. Så det er vi ved at undersøge nu.

- Vi har naturligvis også en medarbejder, som er ganske påvirket af det her lige nu, så vi skylder også hende at få det her undersøgt helt til bunds.

Haderslev Kommune forventer, at undersøgelserne er overstået inden for kort tid, og dagplejeren er "fritaget for tjeneste indtil videre".

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube