Fængselsbetjente: Børn og vasketøj gør det let at få mobiler ind i fængslet

Man kan dog gøre mere for at forhindre, at de indsatte bruger mobilerne, lyder det fra Fængselsforbundet og Kriminalforsorgsforeningen.

Det er kun kreativiteten, der sætter grænser, når der skal smugles mobiltelefoner ind i fængsler og arrester, lyder det fra Kriminalforsorgsforeningens formand. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det kan godt være, at indsatte i landets fængsler ikke må have mobiltelefoner på sig. Men hvis man vil smugle en telefon ind bag tremmerne, så er der utallige måder, man kan gøre det på.

Det fortæller Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, efter det i dag er kommet frem, at fire af de fængslede fra terrorsagen i København har haft adgang til syv mobiltelefoner

- Fængsler er ikke totalt lukkede, og mobiler kan indsmugles ad uanede veje. Det kan være i en bunke vasketøj, eller de kan kastes ind over muren. Ellers kan man give telefonerne til børn, der kommer på besøg i fængslerne, for dem må man ikke visitere, siger formanden.

Ifølge Justitsministeriet bliver der hvert år fundet mellem 1500 og 2000 mobiltelefoner i fængsler og arresthuse. Men tallet kan meget vel være højere, lyder det fra ministeriet.

Formanden for Kriminalforsorgsforeningen, John Hatting, er enig i, at man altid kan få smuglet en telefon ind i et fængsel eller en arrest.

- Det er kun et spørgsmål om kreativitet. Men vi kan minimere brugen af mobiler ved eksempelvis at lave flere ransagninger, have mobilscannere, eller lave punkt vise indsatser blandt de indsatte, siger han.

Spørger man Kim Østerbye, er der brug for en mere centralt koordineret sikkerhedsprocedure i Krimnalforsorgen, så man bliver bedre til at udpege de fanger, der udgør en risiko.

- Så kan vi lettere visitere og lave målrettede razziaer. Det er noget af det, der virker, siger formanden.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube