Fængselsforbundet: Vi skal have hjælp til at bekæmpe droner

Betjentene er magtesløse over for droner, der vil ind i danske fængsler.

Droner fås i mange størrelser og prisklasser. De mindste fås helt ned til 399 kroner. Her er det en drone til post fra Schweiz. (Foto: Pierre Albouy © Scanpix)

De er små, fjernstyrede og hurtige.

Mindst to gange er droner blevet taget i at smugle ulovlige genstande ind i danske fængsler. Det viser dokumenter, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

Fængselsbetjentene er magtesløse over for dronerne.

- Hvis vi observerer en drone aflevere noget inde i fængslet, så kan vi selvfølgelig pågribe den, men vi kan ikke forhindre dem i at komme ind. Det er der ikke ressourcer til, siger Bo Yde Sørensen, forbundssekretær i Fængselsforbundet.

Dronerne bliver mere avancerede

Det er især dronernes teknologiske udvikling, der gør dem til en udfordring for fængslerne.

Nogle er mindre end en håndflade og i følge Fængselsforbundet er de stort set umulige at spotte på overvågningskameraer.

- Vi er nødt til at have teknisk hjælp. Hvis der flyver en drone rundt højt oppe i luften, så er der ikke så meget andet betjentene kan gøre, end at kigge på den, siger Bo Yde Sørensen.

Derfor efterlyser Fængselsforbundet en tilladelse til at anvende såkaldte spotjammere, som udsender bølgesignaler og kan stoppe dronerne, før de kommer ind på fængslernes område.

Lovgivningen er stram

Men jamming er ulovligt, og fængslerne skal have en særlig tilladelse af Energistyrelsen til at benytte dem.

Energistyrelsen vil ikke afvise, at det kan komme på tale.

- Hvis det skal kunne lade sig gøre, så skal det være helt klart, at det ikke forstyrrer andre tjenester, siger Henry Galle Stech, civilingeniør i Energistyrelsens Center for Tele.

Vi har testet en drones transportevner. Se klippet herunder:

Droner drdk ejak

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube